Fredagsfinans #1

giphy (3)

Det er fredag og weekenden kalder. Her er de tre vigtigste finansnyheder i ugens løb. Så skulle det være muligt at slynge lidt lækker viden rundt, hvad enten du skal til svigermors fødselsdag, parmiddag eller tylle drinks på Balderdash.

vestjyskBank fyrer hver tiende medarbejder optimerer deres indtjening

I mandags kom vestjyskBank med nyheden om, at de i fremtiden skal optimere deres indtjening, og som led i styrkelsen af deres kapitalforhold, gennemføre en række organisatoriske ændringer, der vil reducere omkostningerne med minimum 25. mio.kr. årligt.

Og hvad betyder det så?

Jyder plejer nu nok at kalde en spade for en spade, og når en jysk bank tilmed har sloganet “bank der er til at forstå”, så virker pressemeddelelsen nærmest tragikomisk.

Ja, de skal fyre hver tiende medarbejder. Hvorfor? Fordi det ikke går så godt. Nå, kunne chefen ikke bare have sagt det?

Direktøren for det hele, Jan Ulsø Madsen, udtalte også i pressemeddelelsen, at banken stadig vil prioritere den personlige kontakt og service meget højt efter optimeringen af banken. Men hvordan gør man det, når man har færre medarbejdere? Skal de så også til at have færre kunder? Eller skal medarbejderne løbe hurtigere?

Det må stå hen i et uvisse. I ønskes held og lykke med optimeringen herfra!

Finanskrisen har syv års fødselsdag

Stort tillykke med dagen, finanskrise! Eller noget…Det var i hvert fald i tirsdags, at finanskrisen sådan helt officielt havde fødselsdag. funnyfinans var ikke inviteret til festen, så det er ikke til at sige, om den fik et swap-lån, en tur til Kina eller en overbetalt murermestervilla. Det havde den nemlig ønsket sig.

Spøg til side, så er det faktisk syv år siden at finansvirksomheden, Lehman Brothers, gik konkurs. Lehman Brothers havde dengang 26.200 ansatte og aktiver for 691 milliarder US dollars. Konkursen gik udover flere af verdens finansvirksomheder, som havde investeret i Lehman Brothers, og det anslås, at Danske Bank alene mistede en halv milliard kroner på konkursen.

Derfor betegnes krakket også ofte som startskuddet til finanskrisen. Måske ikke så meget på grund af selve konkursen, men mere på grund af den panik, der efterfølgende bredte sig. Boligpriserne faldt, arbejdsløsheden steg, og aktierne raslede ned med et kursfald på 59 procent over et halvt år.

Banknordik vil tjene penge på ingenting

Onsdag kom det frem, at Banknordik nu vil sælge deres erhvervskunder og koncentrere sig om privatkunderne. Say what?

Det giver da ingen mening! Jeg mener, hvor mange penge laver du til banken? For jeg laver ikke nogen. Jeg tager nok nærmere. Med en erhvervskunde, så er der i hvert fald en chance for, at han laver kagen. Hvis han altså er bager.

Spar Nord og Jyske Bank har allerede meldt sig som mulige aftagere, og det kan jeg da godt forstå. Banknordik har fået en del af deres erhvervskunder efter købet af den krakkede Amagerbank, og de er sikkert slet ikke trætte af bankskifte. Det bliver et super køb!

Men hvis der sidder nogle kloge hoveder derude som kan forklare mig, hvordan man tjener mange penge på privatkunder, så er jeg lutter øre!

Nå ja, sidebemærkning: Direktøren, Janus Petersen, blev fyret efter 10 år på posten og 21 år samlet i banken. Burn! Det er lidt ligesom med fodboldtrænere; et par dårlige resultater i træk, og så er det ud.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *