Sådan tjener banken penge på dig

 

untitled-design-1

Ja, hvordan tjener en bank egentlig penge? Umiddelbart virker det ikke lige så gennemskueligt, som når vi handler ind i supermarkedet.

Men det er det faktisk.

Helt forsimplet, tjener en bank på at købe og sælge penge. Ligesom når købmanden bestiller varer hjem til én pris, og sælger den videre til dig, til en dyrere pris.

Det vil sige, at hvis du skal låne 200.000 kroner til en ny bil, så går banken ud og låner pengene til dig. De kan låne pengene fra andre kunder i banken, der måske har en opsparing eller penge på lønkontoen.

Ja, de ringer selvfølgelig ikke og spørger din nabo, om de fysisk må låne hans penge til din nye lækre potensforlænger, men siden han ikke skal bruge alle pengene med det samme, så kan de midlertidigt flyttes over på din konto. Og hvis han nu bliver dødjaloux og køber en større potensforlænger med sine opsparingskroner, så låner de bare pengene på din chefs konto i stedet.

giphy (4)

Det betyder også, at de penge, som står på din konto, sådan set ikke eksisterer i fysisk form. De kan være lånt ud til andre bankkunder eller investeret i vindmøller eller andet gøjl.

Du kan selvfølgelig gå ned i banken på mandag, hæve alle dine penge og sy dem ind i madrassen derhjemme (hey, læg lige dit nummer ik?), men hvis vi allesammen løb ned og hævede det hele, så ville bygningen kollapse. Banken sidder jo ikke inde med flere hundrede millioner i en kæmpe Joakim von And bankboks.

giphy (6)

Men banken låner ikke kun penge fra deres egne kunder. De kan også købe eller låne penge fra internationale kapitalmarkeder (ja, det er et eller andet fancy noget med salg af obligationer), og så fra Nationalbanken og andre banker.

Banken kan dog ikke være helt sikker på at få alle sine udlånte penge tilbage. Hvis nu man ender i hverdagens udgave af Luksusfælden, og Jan Swyrtz ikke lige kan få nedskrevet gælden på et afsnit, så kan man måske ikke afdrage på lånet og går personligt konkurs.

Så er det banken, der må æde lorten. Det kaldes nedskrivninger. Og nedskrivningerne bliver betalt af bankens egenkapital; det er deres lønkonto, så at sige.

I svære tider, kan der være mange, som ikke får betalt. Så skal banken æde rigtig meget lort. Det kan gå ud over dig, fordi pengene skal komme et eller andet sted fra. Og det kan for eksempel være højere renter på dit lån.

Så ja, banken tjener penge på dig, når du låner penge eller bruger bankens ydelser, men du er samtidig med til, at banken også kan tjene penge på andre.

Så hold du bare næsen i sky, næste gang du skal til møde med din bankrådgiver.

giphy (3)

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *