Boligkøb: Så meget kan jeg låne

IMG_0183d

Så, hvad kan vi egentlig købe lejlighed for? Det vil jeg finde ud af. Der findes forskellige boliglånsberegnere på de fleste bankers hjemmesider. Jeg kunne selvfølgelig også bare spørge min bankrådgiver, men jeg orker ikke at ulejlige hende med et MEGET hypotetisk spørgsmål, om vi kan låne en masse penge, hvis jeg falder over et fuldtidsjob! Derfor vil jeg meget hellere afprøve boliglånsberegnere hos de fem største banker i Danmark. Og hold da fast for et spænd.

Jeg kan allerede nu afsløre, at der er 623.000 kroners forskel på, hvad vi kan låne!

Som vores økonomi ser ud nu, kan vi ikke låne en bøjet halvtredsøre, da både min mand og jeg er på SU, og hvis jeg skulle være så heldig at komme på dagpenge, når jeg bliver færdig til sommer, vil det ikke gøre en forskel (yeah!).

Jeg har derfor opstillet et hypotetisk budget i beregningerne, der tager udgangspunkt i, at jeg har et fuldtidsjob som nyuddannet, mens min mand stadig er på SU.

Budget: 

Samlet indkomst: 444.000 kr. før skat om året / 37.000 kr. før skat om måneden

Boligudgifter: 2.500 kr.

Øvrige faste udgifter (forsikring, vuggestue, fagforening, mobil, licens etc.) 6.000 kr.

Bil (benzin, forsikring, service): 2.500 kr.

Leveomkostninger: 12.000 kr. (anbefalet de fleste steder, når en familie på 2 voksen og 1 barn skal låne. Så meget lever vi SLET ikke for nu. LOL).

Gæld inkl. boliglån: 340.000 kr.

Opsparing inkl. friværdi i boligen: 540.000 kr.

En tommelfingerregel lyder, at man kan gange sin årsindtægt med 3,5, så har man nogenlunde det beløb, man kan låne for. Vores hypotetiske årsindtægt er 444.000 kr før skat, og det betyder, at vi kan låne

1.554.000 mio. kr.

Så må vi se om det holder stik.

Her er dommen så:

Danske Bank: 1.490.000-1.690.000 mio. kr.

Nordea: 1.177.000 mio. kr.

Nykredit: 1.750.000 mio. kr.

Sydbank: 1.500.000 mio. kr.

Jyske Bank (BRF Kredit): 1.800.000 mio. kr.

Som det ses, spænder det vidt, hvad man kan låne de forskellige steder, og det skal selvfølgelig tages i mente, at beløbene er vejledende. Jeg synes dog alligevel, det er vildt, at Nordea ligger så langt fra de andre banker, og jeg var faktisk nødt til at prøve beregneren et par gange for at se, om jeg havde tastet forkert? Til gengæld kan jeg meget godt lide, at Danske Bank har et spænd, fordi det virker mere realistisk med en ukonkret pris, da alle privatøkonomier ikke er ens. Desuden lå beløbene ikke så langt fra tommefingerreglen, så den kan måske bruges i en hurtig situation?

Det er dog langt fra sikkert, at den bank, der vil låne dig mest, også er den bedste bank for dig. Jeg synes dog alligevel, det er en meget god ide at tjekke markedet ud, inden du går i banken og taler boliglån.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *