Indblik: Finanskrisen 2008

Finanskrisen 2008

Der er lidt snak i krogene om, at vi måske står foran en ny finanskrise i fremtiden, og derfor synes jeg, det er relevant at se tilbage på finanskrisen i 2008. Hvordan startede det egentlig, og hvorfor blev amerikanske boliglån pludselig også vores problem?

Fulgte du ikke med første gang, har du nu muligheden for, at historien i anden omgang.

Disclaimer til alle finans-nørderne derude: jeg ved godt, at man slet slet ikke kan nå omkring hele finanskrisen på et enkelt stykke papir. Det her er en ultra-light udgave, der kan læses på et par minutter.

Det hele begynder i USA. Optimismen blomstrer ligesom herhjemme. Boligpriserne stiger og stiger; the sky is the limit. Derfor får de amerikanske banker en god ide.

De vil begynde at låne ud til mindre sikre kunder. Dem, som normalt ikke kan få et boliglån. Investorerne er desuden sultne efter noget at tjene penge på. Bankerne får derfor den ide, at de giver den lavere indkomstklasse et boliglån, så de også kan købe drømmeboligen. Der er selvfølgelig en risiko for, at de ikke kan betale tilbage, men hey; markedet ser jo godt ud. Investorerne ”køber” meget forsimplet de her boliglån – også kaldet subprimelån – som investeringer.

Men så sker det.

Den amerikanske boligboble springer, og pludselig er boligerne ikke så meget værd længere. Boligejerne bliver bedt om at betale tilbage, og det kan de selvfølgelig ikke, så de ryger på gaden. Pludselig står bankerne med en masse boliger, der ikke er noget værd, samtidig med, at de også skal betale deres egne lån tilbage til andre banker. Det begynder at blive tight med pengene.

Det kulminerer, da finansvirksomheden Lehman Brothers går konkurs i 2008. De kan ikke indfri deres kæmpe gæld, som især skyldes subprimelånene. Med 26.200 ansatte og aktiver for 691 millliarder US Dollars, sender konkursen chokbølger gennem finanssektoren. Flere af verdens finansvirksomheder har investeret i Lehman Brothers, og det anslås, at Danske Bank alene mister en halv milliard kroner på Lehman-krakket!

Der opstår panik. Boligpriserne falder, arbejdsløsheden stiger, aktierne rasler ned med et kursfald på 59 procent over et halvt år.

Flere banker går konkurs. Det resulterer i, at bankerne nærmest stopper med at låne penge ud; tænk hvis man ikke får dem igen? Det skaber panik, for alle har brug for at låne penge. Flere banker har nu ikke nok penge at klare sig for – de har jo været vant til at låne, hvis der var brug for det – det resulterer i flere krak.

Hvor skal pengene så komme fra? Fra privatkunden, som trods alt har lån i banken. Renten bliver sat op for at få flere penge i kassen, og det bliver dyrt at låne penge, hvis man overhovedet kan få lov! Derfor kan flere ikke klare betalingerne, og når man ikke kan låne, kan man heller ikke købe. Derfor går det danske boligmarked i stå. Husene er pludselig ikke så meget værd, og friværdien er trukket helt op, fordi man bare lånte til køkken og udeterrasse i de glade 00’ere. Mange ender med at sidde med en bolig, de ikke kan komme af med. Man begynder at spare på frisøren, håndværkeren, den nye mobil. Forbruget bliver skruet ned; det betyder færre frisører, håndværkere, butiksansatte. Folk kommer på dagpenge, indkomsten daler, det bliver sværere at betale for de høje renter. Erhvervslivet lider også; de kan heller ikke låne penge i banken, og det bliver svært for virksomheder og iværksættere.

Det kan ende rigtig grumt for en nations økonomi, når den går fuldstændig i stå, for det er vigtigt for samfundet, at vi bruger penge. Regeringerne prøver derfor at redde situationen med hjælpepakker. Alene i sidste kvartal af 2008 opkøber amerikanske og europæiske centralbanker 2,5 billioner dollars gæld. Herhjemme bliver der også indført bankpakker, så bankerne igen kan låne ud og få gang i samfundet. Samtidig bliver der sat nogle krav til bankernes solvens (deres sparebøsse så at sige) så de ikke låner mere ud, end de kan tåle.

Finanskrisen ændrer i høj grad også den måde vi ser bankerne på. Mange er vrede over, at private virksomheder kan bringe nationer i knæ, og derfor må reddes af regeringer. Man taler om ”to big to fail”-princippet, hvor en stor bank simpelthen ikke kan gå konkurs, fordi koster samfundet for mange penge. Flere bliver vrede over, at betale for, hvad de anser som bankernes egen fejl, og det er et image, som bankerne stadig kæmper med i dag.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *