Anmeldelse af Bolighed.dk

Anmeldelse af Bolighed.dk (1)

Nu har bolighed.dk været oppe og køre i et stykke tid, så jeg tænkte, at jeg ville tjekke siden ud for at se, hvad den har at byde på.

Det er Nykredit, Sydbank, Spar Nord, og AL Bank, der står bag siden. Meningen er, at den skal samle alle data om danske ejerboliger, så man både kan se, hvor meget ens egen bolig er værd, og hvor meget andres boliger er værd. Man kan desuden sætte sin bolig ”måske til salg” for at se, om der er en interesse på markedet. Det er skisme smart! Sådan ligesom at tage vielsesringen af, når man skal i byen, bare for at se om man stadig har, hvad der skal til!

Man kan også følge DRØMMEBOLIGEN, selvom den ikke er sat til salg endnu, for så får man af vide på sin personlige side, hvis den kommer til salg.

Det eneste jeg tænker er: hvornår kommer den mulighed som dating-app?

Det er også muligt at komme i kontakt med andre boligejere, så hvis man vil spørge ind til en bolig eller hilse på de nye naboer, så er det også en mulighed.

Jeg synes, det er smart, for det er jo sjældent, at man har modet til at hilse i opgangen med tømmermænd, joggingbukser og morgenånde. Det her er MEGET bedre!

Virker det så?

Jeg bor selv i andelslejlighed, så jeg kan ikke teste værdien af min egen bolig. Det er virkelig et minus, for er sgu lidt nysgerrig. Indtil videre er det dog kun for ejerboliger, så vi andre må vente – forhåbentlig ikke længe? Jeg kunne dog ikke dy mig, så jeg testede i stedet boliger på folk, som jeg kender. Og jeg må sige, at selvom man ikke leder efter ny bolig, så er det pisse spændende at snuse rundt og se, hvor meget andres boliger er værd.

Hvis man nu har et crush på en bestemt vej, så er det også muligt, at taste vejen ind i søgefeltet, og så se, hvor mange boliger, der er til salg lige der.

Billederne af boligerne er taget fra Google Street View, og det er også okay, men ved boligerne, der er til salg, der ville det have været godt, hvis man kunne gå direkte til en salgsannonce eller nogle flere billeder. Jeg er selvfølgelig klar over, at det er ejendomsmæglernes område, men så kunne de eventuelt betale lidt for at være på siden?

Og så ville det have været rart, hvis billedet af boligen var i toppen, så det var det første man så, når man kom ind på siden.

Informationen om boligen bliver trukket fra forskellige offentlige instanser, og man kan så selv gå ind og rette i informationerne eller tilføje ting som energiforsyning, om der er carport eller garage osv. Siden er meget simpelt sat op, og det er forholdsvist nemt at finde rundt i. Der er dog nogle småting som generer, når jeg kigger rundt på siden, og der er rigtig mange tal og informationer at forholde sig til. Det kunne måske være lavet mere slick med nogle bokse, der kunne foldes ud, hvis man er interesseret, så boligens side blev mere overskuelig.

Konklusion:

Det er rigtig smart at samle alle offentlige informationer på et sted. Det giver et overskueligt overblik. Det er smart, at man kan teste markedet af med ”måske til salg” inden man går til en ejendomsmægler. Det kræver selvfølgelig, at bolighed.dk er en side, der ofte bliver besøgt, så man ved, at der er nogle, som tjeker ens bolig ud.

Siden er ikke så brugervenlig endnu. Der er mange informationer, og det kunne måske laves lidt mere lækkert. Link til boligannoncer ville også være et hit. Stort minus: Der er ikke lavet vurderinger på andelsboliger (der er jeg nok lidt ego), men man skal jo starte et sted. Det kan være, at det kommer i fremtiden.

Derfor får bolighed.dk fire finans-rapper-pingviner.

firestjerner

Se med i næste uge, hvor jeg tester modstanderen: Danske Banks sunday.dk

One thought on “Anmeldelse af Bolighed.dk

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *