Ville du rådgive andre bankkunder?

Jeg er simpelthen nødt til at fortælle om en bank, som jeg er stødt på. Det er virkelig anderledes banking! Det handler om den tyske bank, Fidor Bank, som blev etableret i 2009. Banken opstod i kølvandet på finanskrisen og ideen bag var, at man igen skulle have tillid til banken, samtidig med at kunderne selv skulle være en del af bankens udvikling. Det sker blandt andet ved, at bankens kunder er hinandens rådgivere.

Uha, det ved jeg ikke lige om jeg turde. Jeg kunne nok godt selv komme med et råd eller to (bare ikke om pension, det aner jeg ikke en skid om!), men for at sige det på en pæn måde, så ville jeg nok ikke tage imod råd fra alle og enhver. Fordelen med kunder, der rådgiver hinanden er dog, at det helt klart er nemmere og mindre skræmmende at spørge en eller anden random-person end bankrådgiveren. Hvad siger du? Ville du modtage eller give rådgivning til andre kunder?

Til gengæld er jeg ret så vild med deres brugerinddragelse. Kunderne er med til at udvikle bankens produkter, og så har de et såkaldt community, hvor man kan spørge om alskens finansielle ting, og jo flere, som bruger fællesskabet, jo mere rabat kan det udløse.

Og så er deres indlånsrente på opsparingskontoen bestemt af likes på Facebook. Renten starter på 0,25 procent, og hver gang banken får 2000 likes på deres Facebook-side, så stiger renten med 0,05 procent. Dog maks op til 0,50 procent, men det er sgu da en meget sjov ide. I hvert fald til at få en god, hurtig omtale.

Indtil videre har banken omkring 100.000 tyske kunder, og jeg måtte lige tjekke, hvor mange Facebook-likes de har, og det ligger på omkring 25.000. Troede faktisk, at de ville have flere likes, men det er selvfølgelig også på tysk, så det trækker nok lidt ned. Men god måde at få sine kunder til at like på sociale medier og fastholde dem. Anyways, jeg er fan. Kom til Danmark!

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *