Hvilken slankekur passer bedst til din økonomi?

!!!

Okay indrømmet: det her er måske et af de lidt mere gakkede indlæg, men jeg fik en tanke den anden dag. Når man støder på artikler om privatøkonomi på Google, så er det ofte sådan noget med “sådan får du bedre økonomi” “tips til mindre gæld” blah blah blah! Og konklusionen i artiklerne ender ofte med at være: Lad være med at bruge flere penge end du tjener, og lad være med at optage gæld, som du ikke kan afdrage.

Det svarer lidt til at sige til overvægtige, at de bare skal lukke munden og lette røven. Nej, vel? For det er sgu ikke så lige til med økonomi. Man er jo endt i situationen af en grund. Om det så er mangel på viden eller sygdom/fyring/skilsmisse/selvværd, whatever, så er der som regel en grund til det. Ligesom der er, når man vejer for meget.

Det bizarre er jo, at vi opfinder alskens måder at tabe os på; stenalderkost, 5:2 kuren, atkins, vægtvogterne – ja, jeg så sågar en artikel hos Femina ”find den slankekur der passer bedst til dig”, wtf?!? Men når det kommer til økonomi, så er der kun en måde at slanke den på:

Lad være med at bruge for mange penge!

MEN, det skal vi nu lave om på. Så jeg præsenterer hermed:

funnyfinans’ guide til en slankere økonomi:

5:2 kuren: Du må ikke bruge nogen penge overhovedet i fem dage. Til gengæld må du så gå amokka i to dage. (Jeg ville klart vælge fredag og lørdag her).

Pengevogterne: Du får tildelt et beløb hver dag, og så skal du i et skema sirligt opføre, præcis hvad du har brugt dine penge på. Har du en dag syndet med bif og popcorn, så må du bruge færre penge næste dag.

8 timers kuren: Du må kun bruge penge i otte timer om dagen. (Haha, nemt nok!)

Verdens bedste økonomi (med Bitz): Kuren går ud på, at du starter med utrolig få penge i et par uger, for ligesom at kickstarte projektet, og når du så er kommet på rette fode, så er der opskrifter på, hvordan du kan bibeholde ændringen. Du skal nemlig foretage en generel livsstilsændring. Betydning: Du skal være røvsyg resten af dit liv.

Low Consumption kuren: Her handler det om, at du simpelthen skærer alt unødigt fra. Ligesom i Low Carb kuren, hvor du ikke må spise brød, pasta und så weiter, så må du ikke bruge penge på sko, sushi og rødvin. Kort sagt: Hold dig fra alt det sjove.

Raw Forbrug: Her går vi back to basic. Du må kun bruge penge på helt rene råvarer. Det vil sige, at du anlægger en urtehave, skaffer en høne (som du senere slagter og putter i ovnen i tre dage og kalder det slowcooking) og kun laver alt fra bunden. Herved undgår du impulskøb og unødvendigt madspild, da du kun må spise noget, der enten kan gro eller skide i din have.

Nupo kuren: Du vil gerne kickstarte din økonomi med et dejligt overskud, så er det her sagen for dig. Dine penge er simpelthen portionsanrettet til hvert måltid, og det er så lidt, at du ikke kan undgå at have et stort fedt overskud hver dag. Yeah!

 

 

3 thoughts on “Hvilken slankekur passer bedst til din økonomi?

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *