Nyt, nyt, nyt!

1

Smider du også elektronik ud som egentlig kunne være repareret, men koster spidsen af en jetjager? (Altså ikke den fra Boing, den er jo super billig).

Lige for tiden kører Forbrugerrådet Tænk en kampagne for, at det skal billigere at få elektronikken repareret. Det fik mig til at tænke over min egen elektronikpark, der enten er blevet parkeret på en losseplads eller bagerst i skabet. Så hvor længe lever elektronikken derhjemme egentlig?

Jeg ved på nuværende tidspunkt, at min badevægt er i stykker. Den viser jo helt forkerte tal! Og printere holder seriøst kun et år herhjemme. De må være lavet af verdens mest porøse materiale.

Nu er jeg jo også en ufrivillig Apple-køber. Jeg blev hjernevasket af alle Apple-produkterne på min skole, og nu er det go-to elektronikken. Ja, jeg er et vane-menneske. Når jeg først har lært et styresystem, så gider jeg ikke et andet! Og så er det herregodt til venstrehåndede, for man skal lukke vinduerne ned i venstre side. Hvis vi så bare kunne få gearstangen i bilen over i venstre side…..

Anyways, jeg læste i går en artikel på Finans.dk om, at Apple nu løfter sløret for, hvor længe deres produkter forventes at leve. Blandt andet holder en smartphone tre år og en computer fire år. Interessant!

Min nuværende Apple computer har jeg haft i snart seks år! Den er meget træt, og jeg begynder at få svært ved at køre nye programmer på den, men skal jeg bare surfe og skrive lidt i Word, så er den egentlig fin nok endnu. Min tidligere mobil, en Iphone 4, kørte jeg fuldstændig i sænk. Jeg endte med at have den 3 år, og jeg tabte den en milliard gange på gulvet. Der skete seriøst intet! Jeg tror bare den blev mæt af dage til sidst.

Min nuværende Iphone 5 har jeg tabt tre gange på gulvet, den er fuldstændig smadret i skærmen. Desuden er batteriet sløvt og kameraet minder mig vagt om en mobil, jeg havde i starten af 00’erne. Så ja, jeg skal ud og have ny telefon (igen) – det eneste positive er, at min mobil også er mit arbejdsredskab med foto og video, så det kan (næsten) retfærdiggøre prisen.

Jeg husker også tydeligt min gamle HP-computer. Virkelig hip for ti år siden. Jeg brugte en hel sommer i Superbrugsens bagerafdeling for at spare op til den. Selve computeren vejede fem kilo og strømstikket vejede et kilo. Og ja, jeg bar den i skole hver dag. Også det første semester af min tid på Journalisthøjskolen. Jeg kunne jo lige så godt være kommet ind med en skrivemaskine. Den nåede tre reparationer inden den døde. Forsikringen betalte regningerne, og det undrede mig nogle gange, at jeg ikke bare fik en ny computer, for den kostede jo kassen at få fikset.

For en måned spildte min datter vand i min mands computer. Det var egentlig kun tasteturet som kom til skade, men fordi det var en computer/tablet så kan man ikke komme ind til tasteturet uden at skulle bryde skærm og alt op. Behøver vel ikke sige, at det ikke kan betale sig at få lavet? Selvom tablet-delen virker helt fint. Bare åndssvagt. Så ja, det kunne være fedt, hvis det kunne betale sig at få repareret.

Er der noget du har fået repareret eller smidt ud fordi det ikke kunne svare sig? Kunne godt tænke mig at høre, hvad I andre gør 🙂

2 thoughts on “Nyt, nyt, nyt!

  1. At tegne en elektronikdækning hos forsikringsselskabet er en god ide, dvs. din mobil, pc, tv etc. har en 4 års levetid. Falder dit tv ned grundet leg, sender de fleste forsikringsselskaber i dag tv til rep. Spiller du cola i din pc, kan den renses, og rep., eller taber du din mobil i toilettet, kan den renses og rep, via din elektronikdækning, det samme kan ske med et smadret glas på mobilen.
    Apple har dog en anden tanke mht. mobiltelefonen, de vil hellere ombytte, på den måde får de samlet defekte mobiler ind, og genbruger det der er muligt. Har du valgt at gå til din lokale mobilrep. mht. skifte af glas på en Iphone, Ipad, eller er der noget galt med din Mac (hardware), og du igen vælger en lokal pc rep pusher, fraskrives al garanti fra Apple. (Det er en helt anden historie, og den kan vi være for og imod).
    Vælger du at tegne denne elektronikdækning, er dine omkostninger kun prisen på forsikringen samt den selvrisiko der følger med. På denne måde vil det være muligt at smide mindre væk.

    1. Hej Karin
      Tak for input. Jeg har selv haft elektronikdækning, og det er nemlig en rigtig god ide. Jeg synes også jeg slider mine ting op, men hvis det nu kunne betale sig at reparere fx. en 6 år gammel computer, så ville det jo også være fedt. Men elektronik bliver hurtigt forældet i dag. Og så kunne det være fedt, hvis det kunne betale sig at få repareret mindre ting, som ofte ikke er dækket af forsikring pga. selvrisiko.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *