En særlig dag

 

image

I dag er en ganske særlig dag, for jeg har afleveret mit bachelorprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg har ikke altid været sikker på, at jeg ville nå målstregen. Jeg har i perioder grædt og bandet mig gennem semestrene. Følt mig anderledes end alle andre på studiet. Men så kanman nok også lade være med at komme kørende til skole i en sænket, skakternet bil.

For seks år siden startede jeg på Journalisthøjskolen. For seks år siden døde min far pludseligt af hjertestop. Fire måneder inde i første semester faldt han pludselig om. Jeg har altid vidst, at min handicappede lillebror skulle dø, så det her var universets måde at give mig en kæmpe fuckfinger. At samle sig selv op efter sådan en hændelse er nærmest umenneskelig, og det er når man stirrer direkte ned i det sorte hul, at man opdager hvilket mennesker man er. Og jeg kan fortælle jer, at tiden ikke læger alle sår. Tiden går sårene tålelige.

For seks år siden lovede jeg min far, at jeg skulle blive færdig med journalistuddannelsen, fordi det var min store drøm, og jeg skulle ikke lade sådan noget som hans død komme i vejen for det. Sådan en type var han. Selvfølgelig slog det bragende solskinsvejr også over i kedeligt efterårslignende vejr, den dag jeg afleverer. Men det er bare typisk os, ville min far have sagt.

Nu ser det ud til, at jeg kommer i mål. Da jeg så afleveringsdagen, måtte jeg lige hive efter vejret nederst i maven. Jeg overvejede at aflevere dagen før, men nej sgu! Nu gør vi det sammen. Og jeg har fået senebetændelse af at skrive så meget, så nu er hånden bundet ind. Men det viser bare karakterstyrke, ville min far sige.

Nu er der selvfølgelig ikke afgjort noget før det endelige mundtlige forsvar af projektet, men jeg har en god fornemmelse. Jeg har ikke valgt at skrive om finans- eller erhvervsstof, som ellers ligger lige til højrebenet. Jeg har valgt at skrive om et emne, der er meget personligt for mig, og jeg glæder mig til at dele det efter min eksamen.

Den historie er nemlig langt vigtigere end mig.

2 thoughts on “En særlig dag

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *