Fredagsfinans #36

notagain

Bidragssatser! Yah…eller noget…Det kan godt være, at alle der er noget ved musikken er til Folkemøde på Bårnhåolm, men vi kører fredagsfinans!

I denne uge besluttede Nordea sig for at følge Nykredits gode eksempel og hæve bidragssatserne. Snedigt, når man lige havde gaflet kunder fra selvsamme bank, og så lige op til Folkemødet og sommerferien, hvor alle egentlig ikke rigtig gider snakke om penge.

Nordea siger, at stigningen skyldes øgede kapitalkrav, så det er faktisk ikke deres skyld. Meeen så kom Finanswatch.dk med nyheden om, at Nordea hæver bidragssatserne 27 gange mere end nødvendigt. Så måske det slet ikke var nødvendigt. Altså hvis man var sådan nogen, der tænkte på kundepleje i stedet for profit…haha…

Af andre nyheder, så har Danske Bank lanceret en ny app, der hedder WeShare. Det er en slags udvidet Mobilepay, hvor app’en holder regnskab over, hvem der har lagt ud for hvad, så du ikke behøver at holde styr på det. Super smart.

I reklamen bliver en festival brugt som eksempel, hvor man kan skrive “Jeg har købt billetter”, “Jeg har købt mad” eller “Av en nat, jeg har klaret fadølsturene” til 900 kroner.

Her må jeg lige slå bremsen i.

For når jeg safter mig ned, så kan 900 kroner slet slet ikke gøre det. Især ikke, hvis jeg også skal lægge ud for mine venner – vi er jo fra Amager, forstås.

Og så lige en anden ting.

Hvis jeg har købt våde drikkevarer en sen nattetime for 900 kroner, så kan du bide skeer på, at jeg på ingen måde kan huske det dagen efter. Så app’en er nok mest til ædruelige situationer. Eller folk, der ikke er fra Amager.

Og for at blive i bankverdenen. Swipp har endelig opgivet kampen mod Mobilepay. Thank god for that! De kaster sig nu over erhvervsdrivende og overlader private kunder til Mobilepay. Det har jo været lidt ligesom, når pensionister ikke vil indse, at de ikke bør køre bil længere. Men godt at alt endte lykkeligt  😉

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *