Uge 2 med Spiir: Så mange penge har jeg brugt



Det er mandag, og jeg er ved at være halvvejs i “se-min-privatøkonomi” projektet med Spiir appen. Hvis du ikke har fulgt med fra starten, så kan du læse mere her fra første uge. Første uge var som bekendt lidt dyr, fordi vi blandt andet skulle til dyrlægen, men til de af jer, der har ligget søvnløse over den regning, så kan jeg allerede nu afsløre, at pengene fra forsikringen er kommet ind på kontoen. Alt er godt.

Mandag startede faktisk virkelig godt ud. Jeg brugte godt nok 375 kroner på at forny mit pendlerkort, men det skal jo til. Ellers blev der bare handlet lidt ind til aftensmaden. Herhjemme får vi jo leveret måltidskasse fra mandag til torsdag, så der har vi egentlig ikke den store udgift ellers. Kun til havregryn, mælk, bleer og lidt andre ting.

Tirsdag husker jeg ikke særlig godt. Jeg har i hvert fald ikke brugt penge på noget sjovt.

Onsdag brugte vi kun 8 kroner, og det var min mand som købte en kop kaffe på sit studie. Det var alligevel helt crazy lavet, og jeg blev lidt bidt de dage af at gå ind og tjekke appen hele tiden. Jeg spiste desuden blomkål som eftermiddagssnack på kontoret, fordi den lå i køleskabet og så trist ud. Det er en billig og nem løsning, hvis man gerne vil “snacke”.

Torsdag arbejdede jeg hjemmefra torsdag, hvilket betød en masse computerskriveri. Det betød til gengæld også kedelig frokost, fordi vi ikke havde det store i køleskabet. Jeg ville dog ikke gå ud og købe noget, så jeg endte med en total old school gang leverståhej. Igen brugte vi kun 8 kroner.

Fredag aften ville vi normalt have købt burger og snask udefra, men i stedet lavede vi pizza og købte ingen bland-selv-slik. Åh, the horror. Det var egentlig ikke så meget en økonomisk beslutning, men mere fordi vi ikke ville gå amok, når vi også skulle ud lørdag. Og så er hjemmelavede pizzaer også billigere end købe-pizzaer. Win! Normalt køber vi også Pepsi Max på dåse, fordi det er SÅ meget bedre, men fordi der var tilbud på flaskesodavand, så købte vi det i stedet. Når nu man har en last, så må man hellere være fornuftig omkring den.

Fredag aften sad jeg også i kø til Skat ligesom resten af tosserne, og jeg fandt ud af, at vi samlet skulle have cirka 11.000 kroner tilbage. Det var derfor virkelig fristende at gå amok i impulsshopping på nettet, men jeg har faktisk holdt mig i skindet – også selvom jeg har en masse ting på ønskelisten. Jeg ved ikke om det er fordi I kigger med, men noget kunne tyde på det.

Lørdag var vi i Amager Centret og købe ind til lidt krea-aktiviteter, men jeg holdt mig fra at gå ind i andre butikker end dem, der var planlagt. Om aftenen spiste vi hos familie, så der var maden gratis (yas!), men vi fik købt en smule slik på vej hjem. Dog ikke så meget som vi plejer.

Søndag fik vi stor frokost – igen hos familie, så vi endte med at spise rester til aftensmad.

Alt i alt synes jeg, det er gået godt i sidste uge. Nu tæller appen jo for hele måneden, så jeg måtte lige tilbage og trække sidste uge fra, hvor vi brugte 4.326 kroner. En lille note her: Jeg kan jo godt lide at dele mine penge op i uger, da jeg synes det er mere overskueligt at kigge en uge frem end at se på hele måneden, og derfor kunne det være super fedt, at man fx. kunne sætte appen til at tælle forfra hver mandag.

Efter regnestykket endte vi med bruge 2.487 kroner. Jeg vil dog lige sige, at vi i sidste uge betalte for måltidskasser til to uger, så i denne uge skal vi i teorien ikke betale for aftensmaden mandag-torsdag. Men jeg synes alligevel beløbet er godkendt. Det er i hvert fald dejligt, at der stadig er penge på kontoen.

I forhold til appen, så synes jeg det bliver nemmere og nemmere at bruge den. Jeg går lige ind og tjekker hver dag. I denne uge har jeg desuden haft nogle udlæg for arbejdet, og når man går ind og kategoriserer posterne, så kan man også fjerne de poster i regnskabet, så de ikke tæller med i budgettet. Det synes jeg er smart, når det jo ikke er penge jeg har brugt på mig selv.

Hvis du også gerne vil være med på projektet, så kan du downloade appen her. Det kunne være super fedt, hvis andre også ville være med til at afmystificere, hvad vi bruger vores penge på. Du må dog også bare downloade den for din egen skyld. Det er trods alt det vigtigste.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *