Anmeldelse af Spiir app’en

Så er jeg nået slutningen på mit forsøg med Spiir app’en. Se hvordan det er gået for mig i en hel måned. Hvis du ikke har fulgt med fra starten, så kan du her læse om uge 1, uge 2 og uge 3 i forsøget. Jeg har prøvet app’en, fordi jeg gerne vil have et overblik over, hvad jeg bruger mine penge på, så jeg kan blive mere fornuftig i fremtiden.

Nogle uger har været nemmere end andre, og jeg var klart mest motiveret i de første to uger. Der blev jeg helt høj over, at vi en af dagene kun havde brugt 8 kroner! Men det betød også, at jeg i sidste uge gav lidt slip, hvor vi hyggede og så gakkede det lidt ud. Det viser netop også bare, at man i starten er nødt til at være over budgettet og holde øje med det. I sidste uge satte jeg derfor et forbrugsmål i app’en, så jeg blev gjort opmærksom på, når jeg brugte for mange penge i en bestemt kategori.

Jeg satte også notifikationer til, så app’en kunne være lidt over mig. For eksempel fik jeg beskeden: “Du har brugt 426 kroner”. Jeg tænkte straks: På hvad? Og så var jeg jo lige nødt til at tjekke det.

Efter endt eksperiment ser det således ud. Nu havde jeg blandt andet en dyrlægeregning i denne måned og andre udgifter som jeg lige prøver at retfærdiggøre det hele med. Men det er vildt at se det samlede overblik. Især, at det er fordelt på underkategorier, helt ned til kioskbesøg og busbilletter. Jeg har i hvert fald haft nogle aha-oplevelser.

Jeg var faktisk overrasket over husholdningsposten. Jeg troede, at vi var dårligere til det med madkøb, fordi vi ofte har meget travlt. Privatforbruget overrasker mig – og så alligevel ikke. Vi kan godt lide at bruge penge herhjemme, men jeg har prøvet at holde mig i skindet og IKKE købe alt muligt. Så det havde jo været helt crazy, hvis ikke jeg havde haft app’en til at stoppe mig. Det er i hvert fald en post, hvor der kan sættes ind i fremtiden.

Konklusionen er nok, at det altid er hårdt arbejde at holde privatøkonomien på en lige linje. Man skal være over den i starten. Det er ligesom at veje sin mad og tælle kalorier, når man begynder på en livsstilsændring. Jeg vil klart sige, at man med Spiir app’en får syn for sagen på, hvad man egentlig bruger sine penge på. Helt ned til tøj, boligudstyr og take-away. For mig er det nok alle tre.

Det hjalp også at få sat notifikationer på, så jeg blev mindet om app’en. Selv når jeg ikke helt ville mindes om den. Og så tror jeg også, at man skal sætte et forbrugsmål, så man også holder øje med de poster, hvor man har en tendens til at skeje ud. Jeg har i denne måned ikke rigtig forsøgt at leve på en sten (DET har jeg prøvet før) – men jeg ville bare gerne prøve at tracke mit forbrug for at se, hvor jeg egentlig skal til at holde lidt øje i fremtiden. Der er jo ikke nogen grund til at bruge dumme penge, hvis man kan lade være.

Men jeg savner stadig, at man kan opdele det i uger, så man kan starter forfra hver uge. Det ville for mig give et lille skub i “nu starter vi sgu forfra” og så kunne man også se om der var nogle uger, hvor man havde lidt mere svært ved det end andre.

Der er også en meget fed feature, når du går ind på selve posteringerne. Her kan du se, hvor mange gange du har handlet et bestemt sted, og hvor mange penge du har brugt samlet. Nu er Rema1000 måske ikke det værste sted at handle, men hvis man nu går ind på en kaffebar hver dag så løber det hurtigt op. Det kan måske give noget perspektiv, hvis der pludselig står et samlet beløb på 3.000 kroner.

Jeg vil derfor give Spiir app’en fem ud af seks finans-rapper-pingviner. Hvis du også vil prøve den, så kan du downloade den gratis lige her.

One thought on “Anmeldelse af Spiir app’en

  1. Jeg glæder mig til at prøve den (min bank er desværre ikke på). Syntes det med at man kan se hvor man handler og hvormeget kunne være godt. Selvom jeg selvfølgelig har en ide. Men jeg er god til lige at køre ind på en tankstation ? Overrasket over at den også har en notifikation, der giver meldning ved ‘overforbrug’

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *