Skal man sige ja til fællesøkonomi?

Foto: Applepark

Weekenden blev blandet brugt på at læse en artikel i Berlingske Business. Her fortælles om en undersøgelse, der viser at halvdelen af alle par i dag har seperat økonomi, mens det for syv år siden var 2 ud af 3 par, der havde fællesøkonomi. Vi bevæger os altså mod en tid, hvor det er mere populært at holde pengene på egen bane.

»Jeg tror, det er for komplekst at have fællesøkonomi, når ønsker og behov er individuelle. Mange af os går jo ind i parforhold på et tidspunkt, hvor vi allerede har styring over eget liv og økonomi. Så giver det heller ikke diskussion, hvis jeg siger, at jeg kun vil arbejde 20 timer om ugen – så har jeg bare færre penge,«

Det bliver der blandt andet udtalt i artiklen. Jeg kan godt se, at i sammenbragte familier kan det være smart at have seperat økonomi, fordi der er mange hensyn at tage til flere parter. Men når to mennesker har valgt at leve sammen med børn, så har man jo også valgt hinanden. På godt og ondt. Man hører jo ofte “Så kan jeg købe, hvad jeg vil uden min partner blander sig”, men hvorfor har man så valgt at være sammen, men hvis man har brug for at træffe valgene selv? Hvad hvis vi heller ikke kan blive enige om hvilket hus vi skal købe? Skal vi så købe hver vores? Eller hvis vi ikke kan blive enige om aftensmaden; skal vi så spise hver vores mad?

Hjemme hos os havde vi aldrig klaret det uden fællesøkonomi. Den dag jeg fyldte 18 år flyttede jeg hjemmefra. Det var på ingen måde en praktisk og økonomisk fornuftig beslutning, men det var jeg nødt til. Jeg fik udeboende SU som dengang var lidt over 3.000 kroner, og jeg havde ikke et studiejob, fordi jeg var for syg til det på det tidspunkt. Min mand havde en god indtægt, og vi flyttede sammen. Men jeg kunne jo ikke betale nogle regninger, så det gjorde han indtil jeg blev færdig som student, hvor jeg så begyndte at deltage med min indkomst.

Da jeg blev studerende igen, havde jeg heller ikke meget at rutte med. Jeg kunne betale mine regninger og sådan, men det var da klart min mand som gav en tur på restaurant eller i biffen. Eller købte lidt større gaver til mig. Men det var aldrig et problem.

Da vi blev gift fik vi 100 % fællesøkonomi. Vi prøvede faktisk det med lommepengene i tre måneder, men da min mand pludselig skulle til at studere og betale for sine bøger, så havde han ikke flere penge tilbage at leve for resten af måneden. Så gav det alligevel ikke så meget mening med seperat økonomi. Nu her har jeg fuldtidsjob og min mand er studerende. Rollerne er byttet om. Derfor betaler jeg nu den største bid af kagen. Og ja, han køber også nogle gange ting som jeg ikke ville bruge penge på, mens jeg nok også købere dyrere børnetøj end min mand ville have gjort. Men så længe det bliver på et fornuftigt niveau, så ser jeg intet problem i det.

Har vi haft diskussioner om økonomi?

Absolut. Men for os har det handlet om at finde fælles fodslag i stedet for at sige; jeg blander mig ikke i, hvad du gør.

Jeg køber virkelig ikke argumentet i artiklen med, at ens relation bliver renere, hvis man tager penge ud af ligningen. For så skal man jo tage alt ud af ligningen. Kost, bolig, livsstil. Først der bliver relationen helt ren. Men hvad har man så tilbage? For vi er jo også defineret ud af alle de ting i vores liv. Ligesom vi er defineret ud af den måde vi bruger penge på. Hvis vi havde seperat økonomi, og min mand hver måned brugte en masse penge på tøj til sig selv, så vi ikke kunne gå ud og hygge på en restaurant; ville privatøkonomien så alligevel ikke være et problem for os?

Til alle jer med seperat økonomi; hvad er jeres tanker bag at dele det op? Jeg glæder mig til at høre input til debatten.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *