Min guide til madspild: Sådan undgår du at smide mad ud

Efter en måned med fokus på madspild her på bloggen, så har jeg opsummeret nogle af mine bedste råd mod madspild. Det skal nemlig ikke være en hovedpine og svært at få brugt resterne, så derfor kommer jeg med mine bedste tips til, hvad du kan gøre derhjemme.

Min guide til madspild: Sådan undgår du at smide mad ud
  1. Lad være med at købe for meget ind, bare fordi det er på tilbud. Får du virkelig spist tre pakker pålæg? Eller en stor pakke rugbrød? Vær realistisk.
  2. Lad være med at købe varer med for kort holdbarhed, hvis du ved, at du ikke får det spist. Kan du for eksempel nå at spise en stor dåse pesto, der kan holde sig i tre dage? Får du seriøst spist den op? Think not.
  3. Gå efter princippet lidt men godt. Nogle gange kan det give mening at købe store portioner, som du kan fryse ned, men hvis det alligevel ligger og dør langsomt i fryseren, så overvej om du ikke hellere skulle købe en mindre portion kød/ost/whatever og så spise mindre af det.
  4. Find en madspilds-dag. Jeg bruger altid søndagen som madspilds-dag, hvor jeg bruger alle grøntsager/ost/kød som er til overs fra ugen. Du kan også bruge søndagen på at udvælge ingredienser fra køleskabet, som du skal have brugt i løbet af ugen.
  5. Gør noget kedeligt. Ja, hver dag kan ikke altid være gourmet-dag og nogle retter er bare lidt kedelige, når det skal være en masse grøntsager væltet sammen. Men dit budget vil takke dig, og så kan du bruge pengene på noget lækkert en anden dag.
  6. Har du alt for meget mad i overskud efter en fest eller ferie? Så find ud af, hvem der har brug for det og giv det videre. Jeg har fx flere gange været forbi mændenes hjem med fødevarer, som vi ikke kunne nå at spise.
  7. Lad være med at prøve for mange nye retter. Så køber du bare mange specielle ingredienser, der ender med at stå og samler støv på hylden, fordi du ikke får brugt dem igen.
  8. Lav retter der passer sammen. Forstået på den måde, at du laver noget, hvor du kan genbruge resterne dagen efter. For eksempel laver jeg en ret med gedeost en dag, hvor jeg bruger halvdelen af pakken, og to dage efter laver jeg en anden ret med gedeost. På den måde er jeg sikker på, at jeg får brugt hele pakken. Og så er det også billigere.
  9. Lav ikke for store portioner. Medmindre du selvfølgelig skal bruge det til frokost, for så undgår du at smide mad ud efterfølgende.
  10. Tænk kreativt. Kan en halv pose kammerjunker bruges til at lave crumble i en kage? Nogle gange kan ingredienser bruges til noget andet end man lige umiddelbart har tænkt.
  11. Gammel frugt kan bruges i kager, madlavning eller som smoothies. Det gør ikke noget, at de er lidt rynket.
  12. Hold orden. Sorter jævnligt i dit køleskab og andre skabe, så du har helt styr på, hvad du har derhjemme. Læg mærke til, hvilke varer der er tæt på udløb og hold dig selv oppe på, at de skal blive brugt.
  13. Endelig kan du downloade Forbrugerrådet TÆNKs nye app For Resten, hvor du kan få tips til at undgå madspild og du kan finde opskrifter ud fra forskellige fødevarer. Så hvis du nu har nogle gulerødder, der ligger og dør i grøntsagsskuffen, så kan du få ideer til, hvad du kan lave med dem. Smart, smart.
Har du nogle ideer til at undgå madspild? Hit me i kommentarfeltet eller på Facebook

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *