Familietur på budget

Jeg nød virkelig at have fri og slappe af i weekenden, også selvom jeg ikke nåede at få nogle hveder på Store Bededag. Æv, det må blive næste år. I fredags var vi på tur til Odense for at møde Thomas Tog. Ham er Malou jo helt vild med, så selvfølgelig kørte vi 160 kilometer for at møde ham. Crazy parents. 

Jeg havde jo prøvet at forberede mig lidt på turen. Jeg havde lånt min mors Brobizz for at spare 5 % på billetten – man er vel økonomisk bevidst – og så havde jeg som noget nyt forberedt madpakker hjemmefra. Indrømmet; vi er ofte kommet af sted uden mad og købt os vej frem, men jeg synes det er alt for dyrt at bespise os på turen – især fordi min mand kan tage okay fra, så det er sjældent nok med en sandwich. Desuden havde vi en del ting i køleskabet som snart skulle bruges; pålæg, grøntsager og den slags, som jeg gerne ville have ryddet ud inden weekenden. Jeg gik derfor i prepmode aftenen før:

Jeg havde næsten alle råvarer i køleskabet, men måtte lige supplere med noget ost, roastbeef, salat og brød. Preplevel 1000.

Som du kan se, havde vi også en del gulerødder og rød peberfrugt. Jeg elsker at snacke rød peberfrugt og jeg spiser næsten en hel hver dag. Mest fordi de er fyldt med C-vitamin, og jeg ikke har tid til at være syg. Indtil videre virker det.

Vi var som sagt godt forberedte til turen. Og jeg vil da også sige, at vi ikke savnede noget. Vi købte dog en is til Malou under besøget.

Madpakken var en virkelig succes, og jeg endte med kun at bruge 50 kroner på at forberede mad til hele dagen. Mest fordi jeg allerede havde en del i køleskabet i forvejen. Det er billigt for os i forhold til at skulle købe mad og snacks på turen. Det kan let blive 2-300 kroner, hvis man skal fodre en hel familie til frokost og snacks undervejs. Et andet plus for sådan en kræsen-pind som mig er, at jeg kunne lave en sandwich uden kød hjemmefra – ofte kan man kun vælge mellem franske hotdogs og pølsehorn, så det var rart at vide, at frokosten ville blive god. Det var desuden skønt bare at kunne spise maden med det samme i stedet for at skulle stå i kø og vente. Jeg er fan!

 

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *