Date night på budget – kan det lade sig gøre?

I sidste weekend fik vi passet Malou MED overnatning, så mor og far kunne få sig en date night. Det synes jeg er så vigtigt, når man har fuldtidsarbejde, egen virksomhed og generelt bare travlt med at være småbørnsfamilie. Så er det altså rart at kunne sidde og kigge hinanden i øjenene i et par timer.

Når man ikke går ud så tit, så kan man jo godt bruge lidt ekstra på restaurantbesøg, men eftersom vi skal på ferie her i juli og jeg ikke orkede at gå ud, så fandt vi på at holde date night herhjemme. Med tre-retters selvfølgelig. Og så tænkte jeg lige, at jeg kunne inspirere til en date night på budget.

Vi startede derfor med en af mine yndlingsforetter. Rejer vendt i hvidvin og hvidløg med brød, citron og aioli. Så behøver man ikke mere.

Vi frådsede og tog til fiskehandleren og købte nogle rejer, men du kan også sagtens købe dem i supermarkedet til omkring 30-35 kroner. Så vil sådan en forret for to ende på ca. 65 kroner. Vi købte en mousserende vin til, og de kan fåes i alle prislejer. Den vi købte stod til 99 kroner. Et eller andet sted skal man jo fråse lidt.

Moving on til hovedretten. Vi havde selv rigelig med rødvin, så det skulle vi ikke bruge penge på. Kødet var oksemørbrad, som var sat ned med 40 procent og ellers var der bagekartofler, svampe og bernaisesauce. Ja, det står jeg altså ikke og laver fra bunden.

Til de nysgerrige, så er kartoflen på billedet pommes anna, der basalt set bare er kartoffelskiver skåret meget tyndt og lagt i lag, penslet med smeltet smør og overhældt med mere smør. G-E-N-I-A-L-T. Fik jeg sagt, at det ikke er en slanke-blog jeg driver? Selvom det er pain in the ass at lave dagen før, så er det faktisk rimelig billigt at lave til mange mennesker, og det er SÅ nemt. Vi havde allerede svampe i køleskabet, så derfor lavede vi det som tilbehør. Der skulle jo nødig være madspild

Jeg elsker desserter, og denne her er en af mine klare favoritter. Pandekager med citroncreme og citronconfit pyntet med glaskaramel. Udover, at desserten smager fantastisk, så er den genial fordi du kan lave det hele dagen i forvejen og så bare anrette det, når du har fået en rødvinsbrandert på, men det ligner en million så folk er imponeret. Du kan finde opskriften her. Det er jo selvfølelig lidt dyrere end at købe noget is eller lave en brownie, men jeg ville gerne gøre lidt ekstra ud af det.

Bagefter lavede vi drinks med det vi havde i barskabet og så fik vi også lige drukket lidt Sommersby, der havde overlevet fra nytårsaften. Man er vel fra Amager.

Hvor dyrt blev det så?

I alt løb sådan en date night op i 459 kroner, men vi afleverede så også lige flasker den dag, så vi endte med at betale 360 kroner for en aften med det hele. Det synes jeg bestemt ikke er en dårlig pris og så sparer man jo også taxaen, fordi man allerede er hjemme. Så man kan bestemt godt have en gourmet-middag på budget.

Og så får I lige et billede, hvor jeg ikke er helt fuld endnu.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *