Når jeg tager dårlige økonomiske beslutninger…

I lørdags var jeg på strøgtur med Malou. Hun skulle klippes og så kunne man jo lige så godt gå lidt rundt og hygge. Jeg tænkte rigtig på at være økonomisk bevidst. Så kunne det jo også blive til et fedt blogindlæg om at spare. Yes, yes. Turen derind var “gratis” fordi jeg har periodekort. Jeg fik 20 kroner rabat hos frisøren. Jamen, det kørte jo bare.

Efter frisøren blev Malou blev ved med at skrige “Is! Is! Is!”, så spelt-agtig som jeg var, så tænkte jeg, at vi selvfølgelig skulle have is. Vi fik forbi flere af de der is-steder, hvor tre kugler koster 115 kroner (eller noget i den retning), så jeg styrede selvsikkert mod Tiger-butikken. De har jo is til 10 kroner!

Jeg gik og tænkte på, at jeg i blogindlægget jo lige kunne komme med et protip om, at man kunne minimere sine udgifter ved at købe to is for 20 kroner i Tiger i stedet for at gå i Paradis og give en million. Jeg havde det sgu rigtig godt med mig selv, da jeg sad der på bænken og guffede en Zapp is. Shit, den var god.

I får lige noget dokumentation på det i form af billede. Efterfølgende var Malou rigtig tørstig. Jeg hev resolut min vanddunk frem og gav den til hende. Rigtig selvtilfreds over, at jeg havde vand med hjemmefra, så vi ikke skulle i 7/11 og købe kildevand til overpris. Endnu et godt sparetip. På vej tilbage til bussen skulle vi selvfølgelig lige i Disney Store. Mest for at Malou lige kunne se om der var noget hun ønskede sig til fødselsdag. Det virkede som en god ide.

Jeg har aldrig været i Disney Store på Strøget med hende, så det var lidt en OMG-mor-se-alle-tingene-situation. Da vi havde været hele vejen rundt i butikken, og hun stadig ikke havde taget noget ned fra hylderne troede jeg på at klare frisag. Jeg nåede lige at tænke: “Ja, jeg har det der barn som ikke ligger under for materialisme og forbrug. Vi kan sagtens gå ind i en legetøjsforretning uden at købe…Næ hov, Malou hvad har du der? En Elsa-dukke. Ja, den er godt nok fin, hva?”.

Og så står hun der. Krammer æsken ind til kroppen. Med sine store, store øjne, hvor øjenvipperne blinker så kraftigt, at jeg kan høre det. Seriøst.

Og så bliver man jo nødt til at gå til kassen. Halvvejs tænker jeg på, at jeg jo allerede har sparet penge hos frisøren, med isene og postvandet hjemmefra. Ja, faktisk har jeg nok sparet så meget, at jeg jo nærmest kan købe dukken gratis. For de penge, som jeg har sparet. Ja, ja det giver jo mening.  

Jeg kan også falde i engang imellem. Nogle dage er man stærkere end andre, og det er også okay. Min konto blev 170 kroner fattigere, men vi er blevet en Elsa-dukke rigere. Ja, Frost-helvede er også begyndt herhjemme. Men i morgen er en ny dag, hvor man igen får mulighed for at tage gode fornuftige økonomiske beslutninger. Peace out!

2 thoughts on “Når jeg tager dårlige økonomiske beslutninger…

  1. Haha, de er svære at stå for, de kære små 😉 Men det er jo også en balancegang imellem at spare på de lidt “kedelige” dagligdagsting, så der netop er råd til at gøre en undtagelse indimellem.

    Min yngste spurgte i morges om “hvorfor vi skulle på arbejde”, fordi han tester alle muligheder for at blive hjemme fra børnehaven. Jeg var ved at gøre klar til den store udgiftsforklaring om husleje og den slags, da den store byder ind og siger ” De skal på arbejde, så de kan tjene penge til at tage på ferie sammen med os”. “Så skal vi til Thailand eller Egyptenland, sådan er det bare” Bum! Så simpelt kan det sættes op. Noget økonomisk sans er måske ved at rodfæste sig i mine børn..

    1. Ej, hvor godt! Fantastisk, når børn bare kan sætte det så simpelt op! Jeg tænker også den snak kommer på et tidspunkt herhjemme. Og du har så ret, det er netop når man sparer på de kedelige ting, at der er råd til at hygge engang imellem.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *