Derfor skal du aldrig sige: “Det har jeg ikke råd til”

Forleden så et gammelt afsnit af Luksusfælden. Her fortæller en mor til tre børn, hvordan hun bliver ked af det, fordi hun ikke har nogen penge hver måned. Det piner hende især, når hun står med børnene i en butik, hvor de gerne vil have noget, og hun så er nødt til at sige: “Det har jeg ikke råd til”. Her bliver vi altså lige nødt til at tage noget op på bloggen.

Det er selvfølgelig alvorligt ikke at have nok penge til at købe mad og betale regninger. Det er jo reelt nok, men måden hun talte om penge fik mig til at tænke. For jo, man kan vitterligt ikke have råd til mad og betale regninger, men det var ikke det problem kvinden i programmet italesatte. Det handlede om, at hun ikke kunne give sine børn ting. Og selvom man måske ikke har den største guldpose gemt under sengen, så er det vigtigt, at man tænker over, hvordan man snakker om penge. Det er ikke en god ide at sige: “Det har jeg ikke råd til”.

Jeg kunne også gå med min datter i Toys R us, hvor hun peger på det store Barbiehus og så ville jeg stå der og sige; “Nej, det har vi ikke råd til”.

Men det siger jeg ikke til hende.

Jeg kan for eksempel sige: “Ja, det kunne være dejligt at købe et Barbiehus, men det skal vi ikke have i dag. Det kan være, at du skal ønske dig det i fødselsdagsgave “.

Kan du se, at der en forskel? I stedet for at skyde skylden på mangel af penge, så tager jeg ansvar og siger: “Nej, sådan prioriterer vi ikke vores penge i dag”. Når vi fralægger os ansvaret, så vokser vores børn op med tanken om, at penge er noget negativt, noget ondt som vi aldrig har nok af og penge er grunden til, at vi ikke har de ting vi drømmer om. Vi fralægger os egentlig bare ansvaret for vores egne penge og lader det være op til pengene at bestemme om vi skal købe en ting eller ej. Og sådan skal det ikke være! Det er os selv, der skal bestemme om vi køber noget.

Hvis du hele tiden går rundt og dunker dig selv i hovedet med, at det har du ikke råd til, så straffer du dig selv og samtidig bliver du pludselig meget bevidst om alle de ting du mangler for at blive lykkelig. I stedet for at fokusere på det, du allerede har.

Ja, jeg kunne også godt tænke mig et nyt lækkert spisebord. Det gamle ligner sgu lort. Men det vil jeg ikke prioritere mine penge på nu, for så skal jeg leve af havregrød resten af måneden, og det kan jeg ikke lide. Derfor køber jeg ikke et nyt spisebord, men glæder mig også, at jeg trods alt har et bord at spise ved.

Jeg siger ikke, at du skal gå rundt i en evig lykke over bare at eksistere, men hvis du hele tiden fokuserer på, hvad du ikke kan give dig selv og dine børn, så bliver det altså op ad bakke. Tænk på, hvis du var på slankekur og hele tiden skulle gå ind i en bagerforretning og pege på jordbærtærten, dufte til den og så sige; “Nej det kan jeg ikke, for så bliver jeg tyk”. Det ville også være svært at stå imod ikke?

Lad være med at sætte dig i situationen, hvor du straffer dig selv for at være økonomisk bevidst. Lad være med at sige: “Det har jeg ikke råd til”. Sig i stedet: “Jeg prioriterer ikke at købe det, for en ny hue/jakke/legetøj/whatever gør mig ikke lykkeligere end en god økonomi”.

Tilbage til kvinden (som forøvrigt næsten havde det samme udbetalt som vi har herhjemme). Nej du kan ikke give dine børn alt i verden. Jeg kan ikke give min datter en have eller et stort hus. Til gengæld kan jeg give hende meget tid, fordi jeg kan gå tidligt fra arbejde og fordi jeg køber brugt, så mangler hun ikke hverken tøj på kroppen eller legetøj i stuen. Prøv at fokuser på, hvad DU har at byde på. Jeg er sikker på, at du kan finde noget andet end materielle ting. Måske er det hyggelige aftner med brætspil. En tur i parken eller andre sjove oplevelser. Børn husker tid og ikke ting.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *