4 års bryllupsdag: Tanker om at bruge 100.000 kroner på en dag

Jeg synes da ikke, at det skal gå ubemærket hen, at jeg har 4 års bryllupsdag i dag. Det er jo ikke ligefrem, fordi vejret er skønt nu her, men den dag for 4 år siden var det 25 grader og strålende sol. Vi havde et fantastisk bryllup. Der manglede ikke noget, og alle de ting vi havde drømt om blev opfyldt. Jeg er dog ofte blev spurgt; “Er det virkelig det værd? At bruge 100.000 kroner på en enkelt dag?”.

Nu er jeg jo ikke en økonomisk ekspert, som sikkert ville sige “Nej, de penge kan bruges meget mere fornuftigt”. Jeg er et menneske ligesom alle andre med følelser og drømme, og derfor bruger jeg også penge som set fra et økonomisk perspektiv er “ufornuftige”. Men for at besvare spørgsmålet: Jeg synes det var alle pengene værd. Det var en absolut magisk dag, og nu her kan jeg stadig sidde og kigge på billederne med et smil på læben.

Kunne man have valgt et billigere bryllup? Sikkert. Da Jacob friede havde vi allerede 50.000 kroner på kontoen, og det var faktisk vores oprindelige budget, men vi regnede ud, at vi kunne spare sammen i 9 måneder og så få lige præcis det vi gerne ville have. Så det gjorde vi. Selvfølgelig er jeg økonomisk bevidst, så ringene, DJ’en og drikkevarer blev købt med rabat og al pynten lavede jeg selv – inkl. borddekoration.

Jeg ville til hver en tid gøre det igen. Men jeg tror også, at en del af glæden lå i, at vi havde sparet op til det. Det føltes godt at kunne sætte et mål og så spare sammen i et stykke tid til det. I stedet for at låne pengene. Vores daværende bankrådgiver var ikke begejstret for at se pengene forsvinde fra kontoen, og jeg tror også, at han var nervøs for, at vi ville bruge vores friværdi i lejligheden på en jordomrejse. Det blev dog til fire dage i London, for det var der råd til. Friværdien skal jo gemmes til udbetalingen på et hus.

At være økonomisk bevidst, handler for mig ikke om at man skal spinke og spare, så man kan sidde på en kiste med guld, når man dør. Det handler om at finde frihed til at gøre de ting, der gør en lykkelig. Som for eksempel at bruge 100.000 kroner på et bryllup. Eller en motorcykel. Eller have fri hver fredag. Og så må der spares i en anden ende, hvis man vil opfylde nogle drømme.

Og det er jo netop ens egen sag. Det med drømmene.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *