Hvad mener jeg om Black Friday?

Så skal vi snart til det. Black Friday. Dagen som vi hader at elske. Eller elsker at hade. Black Friday får jo et dansk januarudsalg til at ligne en hyggelig skovtur. Det første år jeg tog til Black Friday vidste jeg ikke rigtig, hvad det var. Det var egentlig lidt tilfældigt jeg stødte ind i det. Vi havde lige fået Malou en måned før, og jeg sad på computeren fredag aften, hvor hun var puttet. Min hårtørrer var gået i stykker samme dag, og jeg sad derfor helt tilfældig og kiggede efter tilbud på nettet. Det vrimlede jo med tilbud overalt! Jeg så et godt tilbud i Bilka, så jeg tænkte, at jeg selvfølgelig lige kunne smutte i Fields sådan en sen fredag aften. Well…..det var jo helt vildt så mange mennesker der var! OG tilbud overalt.

Det var nok gået min næse forbi, hvis jeg havde været i en barselsboble. Men som den tilbudsjæger jeg er, så gik jeg i Bilka for at finde hårtørreren. Og så et tilbud på en kaffemaskine. Ringede hurtigt hjem til Jacob og spurgte om jeg skulle købe den. Som nybagte forældre manglede vi jo desperat muligheden for at brygge kaffe. Hurtigt tog jeg en beslutning om også liiige at kigge i de andre butikker, selvom det vrimlede med mennesker. Det kunne jo være, at jeg kunne finde julegaver til familien. Jeg fik købt et par stykker, men det var komplet uoverskueligt og stressende, så jeg gav hurtigt op. Jeg kom jo fuldstændig uforberedt.

Indtil næste år. Der havde jeg set fidusen i det. Mig og Jacob var begge studerende på det tidspunkt, så udsigten til at spare mange hundrede kroner på julegaver vægtede højere end den politisk korrekte afstandstagen fra kapitalismens-festdag. Og sådan har jeg det nok stadig. Jeg forbruger ikke mere ved at købe julegaver på Black Friday. For jeg ville ikke have købt flere, bare fordi der er tilbud. Og for mig giver det ikke mening at gå i Inspiration om torsdagen og købe en gave til 300 kroner, når jeg kan få den dagen efter med 20 procents rabat. Der er jeg simpelthen for økonomisk bevidst.

Men jeg kan på den anden side også godt se problematikken i det signal sådan en dag sender. Jeg synes da også det er super kvalmende at se folk slå hinanden ned for at nå et godt tilbud. Og når man ser billeder fra USA, hvor de kommer ud med kundevogne fulde af legetøj, fordi det var billigt. Det er også en ærgerlig tendens. At købe bare for at købe. Det er både en belastning for ens økonomi og planeten.

Og ja, vi forbruger helt sikkert også for meget på denne her planet. Ingen tvivl om det. Jeg prøver selv at gøre mit til ved at købe overvejende brugt, købe mindre og slide mine ting op. Derfor tror jeg også, at jeg ikke har dårlig samvittighed på Black Friday. Fordi den dag handler for mig ikke om at købe mere, men om at spare penge.

Det jeg nok bare prøver at sige er, at jeg nok også bare er menneskelig. At jeg også gerne vil gøre en god handel. For de 800 kroner jeg sparer på at købe mine julegaver på fredag fremfor enhver anden dag – de luner da godt i et julebudget der i forvejen kan være presset. Men jeg synes man skal bruge Black Friday med omtanke. Så mit råd herfra må være, at hvis du skal til Black Friday, så køb kun den ting du allerede havde planlagt at købe <3

Hvad mener du om Black Friday?

2 thoughts on “Hvad mener jeg om Black Friday?

  1. Vi tog tidligt i fields sidste år til Black friday – lige inden alle menneskerne kom. Men det var sidste gang, det blev simpelthen for voldsomt ?

    Men i min kærestes familie, der køber alle julegaverne Black friday. Og det er helt fint! Vi gør det også, vi vælger bare at gøre det online istedet ☺️ vi køber heller ikke mere end vi har aftalt, men Black friday gør bare at vi kan matche en lidt dyrere gave med vores gavebudget. Så hvis man holder sig til det aftalte budget og gavelisten, så kan jeg ikke se noget dårligt i det ☺️

    1. Jeg har faktisk også for første gang i år forhåbninger om, at kunne gøre alle mine Black-Friday køb online. Det er så meget mindre stressende. Synes det er en god pointe, at man nemlig kan spare mange penge på gøre det. Jeg synes også det er nemmere at holde sig til listen, når det er online 😀

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.