Fredagsfinans #97 – Hvad du ønsker skal du få…..

Det er fredag. Julemåneden er officelt gået i gang. Og det er lønningsdag! Seriøst mine tre yndlingstidspunkter på en og samme dag! Helt fantastisk. Jeg har virkelig glædet mig rigtig meget til julemåneden. Det er bare så hyggeligt med julelys, sange, god mad og konfekt. Nå, ja og julegaver. Jeg har allerede købt næsten alle mine (mangler kun to), så der kan ikke være nogle sidste øjebliks-ønsker. Jeg læste en artikel i går, med en top ti over, hvad danskerne ønsker sig til jul. Det er….penge og gavekort! Det er seriøst øverst på vores ønskesedler. Virkelig kedeligt, især hvis vi alle giver hinanden penge og gavekort.

På tredjepladsen ligger mobiletelefoner, og det blev jeg egentlig også lidt overrasket over. For det er altså en virkelig dyr gave, og alle dem jeg kender har ikke sådan et budget til julegaver. I artiklen har de også lavet en udspecificeret liste på mænd og kvinder. Mænd ønsker sig sjovt nok penge og mobiltelefoner. Jeg har købt en gave for 420 kroner til min mand. Håber da virkelig ikke han bliver skuffet, nu det hverken er penge eller en telefon til flere tusinde kroner.

Men ærlig talt, så ved jeg godt, hvad han allerhelst vil have.

Nogle som også har det sprødt her i julemåneden er butikken Normal. De har nemlig en omsætning i de syv første måneder af 2017 på 483 millioner kroner. Det skriver finans.dk. Jeg står nok for ca. halvdelen af deres indtjening. Nej, jeg laver bare gas, men jeg køber faktisk mine hårprodukter, makeupfjerner og sikkert også flere ting der. Der er de altså bare skarpe på prisen ift. fx Matas. Make-up fjerner til 19 kr stk. BUM. Det er lige noget jeg kan bruge.

En anden overskrift der fangede mig i ugens løb var BT’s artikel “Det går nærmest amok: Her sælger din andelsbolig sig selv”. Jeg måtte ind på denne click-bait artikel for at konstatere, at det er her i København. Men det vidste jeg egentlig godt. I vores andelsforening tager det seriøst en dag  at sælge en andelslejlighed, så ja det giver ikke meget mening at betale en ejendomsmægler titusindvis af kroner, når sådan en laber lejlighed sælger sig selv.

Nu er det jo ikke lige fordi vi står og skal sælge i morgen, men det er da rart at vide at lejligheden sælger sig selv. Jeg magter sgu egentlig heller ikke at gøre det.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *