Min pengehistorie del 1 – Barndommen

Juleaften i engang i 90erne. Jeg havde fået et shoppingcenter i julegave.

Jeg har længe gået og tænkt, at jeg gerne ville lave noget specielt her på bloggen i december måned. Lidt udover det sædvanlige. Jeg er jo i gang med at læse bogen “Art of Money”, som i høj grad handler om at slutte fred med sin økonomi og få det bedre. Her skal man som en del af processen gennemgå sin pengehistorie. Fra fortiden til nutiden og fremtiden. Og derfor tænkte jeg: Hvorfor ikke gøre det med jer? Måske I kunne få noget inspiration til at kigge på jeres egen pengehistorie?

Her kommer første del af min pengehistorie: Barndommen

Jeg er egentlig vokset op med en pengehistorie, der stritter i to retninger. For selvom jeg boede i Urbanplanen (et alment boligbyggeri) så var begge mine forældre universitetsuddannet. Min far var økonom og derfor havde han naturligvis meget forstand på det med penge. Da jeg fik lommepenge som barn, lærte han mig at skrive dem ind i et excel-ark, hvor jeg så kunne have et overblik over, hvad jeg brugte dem på. 10 kr på slik, 50 kr på legetøj etc. Når jeg havde tjent lidt penge på pligter derhjemme eller havde fået en pengegave, så kørte jeg op i banken og satte pengene ind på min bankbog. Så fik man sådan et nydeligt stempel, der viste den nuværende saldo. Og så kunne jeg køre hjem igen.

Hvis det skulle gå virkelig vildt for sig, så kørte jeg i Amager Centret og købte en bog i Bog og Ide. Altså hvis de ikke havde den på biblioteket. Der kom jeg nemlig også rigtig meget. Generelt var jeg rigtig god til at passe på mine penge som barn. Jeg tænkte længe over, hvad jeg skulle bruge dem på, hvor mange af mine venner handlede mere impulsivt og købte slik for deres lommepenge.

Jeg husker endda en lejrtur til Bornholm, hvor jeg havde fået 100 kroner med til turen. Dem kunne jeg bruge på, hvad jeg ville. De andre købte is og slik. Jeg gemte pengene og på sidstedagen købte jeg en figur af Hammershus, som jeg gav min far da jeg kom hjem.

Mens min far var økonomen, så stod min mor for at handle ind. Jeg havde aldrig indtryk af, at vi manglede penge men jeg vidste heller ikke rigtig, hvad alting kostede. Vi snakkede i hvert fald ikke rigtig om penge derhjemme. Mange af mine kammeraters forældre talte ofte om, hvor dyrt alting var og de aldrig havde penge. Penge var lidt et negativt ord for mange. Noget der aldrig var nok af. Det blev jeg forskånet for derhjemme.

Min mor var altid lidt af en tilbudsjæger. Købte brugt på nettet før det overhovedet blev populært. Jeg husker engang, hvor hun ville have nyt køkken. Min far sagde det var alt for dyrt, men så fandt hun da bare et brugt på Den Blå Avis for 3.000 kroner og kørte til Østerbro for at hente det.

Derhjemme var det altså sjældent, at der blev talt negativt om penge. I hvert fald ikke i mit påhør. Jeg tullede egentlig bare rundt og fik lov til at tjene mine egne lommepenge, som jeg brugte fornuftigt. Eller slet ikke brugte. Så egentlig kunne man jo sige, at stien var lagt for en skudsikker sund fornuftig økonomi. Men sådan skulle det ikke være….

6 thoughts on “Min pengehistorie del 1 – Barndommen

  1. Sidsel Stenbakken

    Tak for et rigtig godt indlæg ☺️
    I min familie blev der talt meget negativt om penge, lige som din kammerats forældre, talt mine forældre også om hvor dyrt alting var, og at vi ikke havde råd. Det tror jeg heller ikke vi havde, for det var kun min far som arbejdede.
    Det har tilgengæld gjort at jeg i dag, har et meget anstrengt forhold til penge, og altid fokuserer på mangel eller knaphed. Selv om det ikke er virkelighed for jeg har det jeg skal bruge og et godt job, er mine tanker altid negative overbevisninger at der aldrig er nok..
    glæder mig til og læse dit næste indlæg.
    Glædelig jul til dig 🎄🎅🏼

    1. Det er så dejligt også at høre jeres historier, og jeg tror heller ikke det er godt at tale negativt om penge. Det følger en, ligesom det gør når man slet ikke taler om det. Jeg håber du i fremtiden får nogle gode tanker om økonomi – også når man bruger penge 😀 Og glædelig jul til dig

  2. I min familie talte vi aldrig om økonomi eller om hvor meget ting kostede. Set i bakspejlet har det været at gøre mig en bjørnetjeneste. Vi talte aldrig om penge eller opsparing, og det har præget min økonomi i mange år.
    Der er gået mange år før jeg fik styr på min økonomi. Det skete primært da en venindes mor satte sig ned og hjalp mig med et budget i Excel ark. På det tidspunkt var jeg 28 😅 i dag er jeg 32 og har heldigvis bedre styr på det.

    Tak for gode historier og inspirerende indlæg 😁

    1. Tak fordi du også deler din historie og skønt at høre at du er kommet videre. Jeg tror også det handler om at finde en gylden middelvej med at tale om økonomi på en god og konstruktiv måde. Det prøver jeg i hvert fald at tænke ift min datter 😀

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *