Jeg er jo stadig økonomisk (u)ansvarlig #10

Så er vi nået til det: Årets sidste økonomiske opsummering af året, der gik. Jeg har omkring 100 kroner tilbage på lønkontoen, så det passer mig helt fint at få løn i morgen. At jeg så har en milliard-million regninger i januar er så en anden sag. Winter is coming! Men først en kort opsummering.

Jeg er jo stadig økonomisk (u)ansvarlig – december

  1. December er jo altid sådan lidt crazy på det økonomiske plan. Man skal købe julegaver, tage til alle mulige fester og bruge en masse penge på mad. Men jeg præsterede faktisk at komme igennem måneden uden at bruge flere penge end jeg havde budgetteret med. Mor her er stolt.
  2. Jeg overskred ikke mit budget på julegaverne, men sparede derimod en masse penge.
  3. Jeg har købt to stykker tøj til mig selv i denne her måned. En rød bluse til 160 kroner, som jeg havde på til juleaften og en grøn kjole til 60 kroner, som jeg havde på til julefrokost.
  4. Vi levede næsten udelukkende af rester de første dage efter juleaften. Både min mave og min konto var glad.
  5. Jeg har flere gange “oset” på diverse onlineshops, men ikke købt noget. Fristelserne har virkelig været store – især når man synes at der mangler en masse ting i ens klædeskab. Men økonomien er bare ikke lige til at powershoppe lige nu.
  6. December var også måneden, hvor jeg lavede et episk fuck-up med mit skattekort, så jeg blev trukket 55 procent i skat for min januar-løn. Det krævede lige en grædetur i fosterstilling, og det hjalp ikke, da skattemanden tørt sagde “Men du får jo pengene igen til maj”. Ja, det siger jeg da bare til mine regninger i januar. Og bare rolig, jeg laver et blogindlæg om det i det nye år. Jeg skal bare lige have det lidt på afstand først.
  7. I starten af måneden satte jeg 4.000 kroner af på budgetkontoen, så vi havde ekstra penge til januar-regningerne (og uforudsete udgifter). De står der stadig, og det er jeg meget imponeret over. Normalt plejer jeg at klatoverføre sidst på måneden og nu bliver der virkelig brug for dem efter mit skatte-fuck up.
  8. Jeg har for nylig opdaget glæden ved at have separate konti til forskellige ting. Malou har sin egen konto til de ting, vi køber til hende og jeg har fået en lommepenge-konto. Det betyder, at selvom der kun er 100 kroner tilbage på lønkontoen, så står der stadig penge på de andre konti. Det bliver man sådan lidt glad over.
  9. Jeg har stadig drukket absurd mange pepsi max, men til gengæld har jeg brugt færre penge på take-away og slik. Vi laver madplan næsten hver søndag og 3-4 dage frem. Det kan jeg altså virkelig mærke på kontoen. Og så må de der sodavand blive en 2018-ting.

Konklusion

Når året er ved at slutte, så bliver jeg altid sådan lidt eftertænksom. Især over, hvordan det nye år skal være. Jeg er virkelig træt af, at vi stadig ikke er helt der, hvor jeg drømmer om at være økonomisk, men vi er godt på vej. Og jeg kan virkelig se en forandring fra 2016 til 2017. Mentalt er jeg blevet meget mere økonomisk bevidst og stærkere. Jeg klatter ikke pengene væk på samme måde og de varer også måneden ud. Der er endda penge på andre konti til opsparing og Malou. Jeg har helt sikkert nogle dårlige vaner, som der stadig skal tages hånd om, men en ting af gangen. Det vigtigste er, at jeg er på vej.

4 thoughts on “Jeg er jo stadig økonomisk (u)ansvarlig #10

  1. Jeg lavede samme episke fejl på mit skattekort for 17, så i december fik jeg trukket 55 % i skat. Det er altså bare ikke lige den måned, hvor man ønsker at mangle penge. Men nu kan jeg da se frem til maj 😊

    1. Nej hvor er jeg glad for at høre, at jeg ikke er den eneste. Det hjælper selvfølgelig ikke dig, men det er rart at vide, at man ikke er den eneste som ikke lige helt har fanget det med skattekort. Vi må glæde os til maj!

  2. Der er da *intet* i dit indlæg, der indikerer økonomisk uansvarlighed, tværtimod. Du er formentlig mere økonomisk ansvarlig end 90% af den danske befolkning 👍

    Mht januar regningerne, så sætter du vel et fast beløb ind på din budgetkonto hver måned, så “smerten” er fordelt ud over alle årets 12 måneder? Ellers er det en fin lille øvelse til det nye år 😉

    1. Ja, det er begyndt at se bedre ud. Men hvis man læser nogle af de første indlæg i serien, så var jeg også en del mere uansvarlig. Tak for komplimenten –
      jeg ved faktisk ikke hvor god jeg er til økonomi, for det er sjældent noget man snakker med andre om og jeg går altid bare ud fra, at de er meget bedre til det end mig.

      Planen for 2018 er også at få sat et fast beløb ind hver måned på budgetkontoen. Det har været min drøm længe, men jeg må nok indrømme, at det har været svært førhen ikke at komme til at tilbageføre nogle af pengene i løbet af måneden. Det er i hvert fald et punkt der er godt at sætte ind på 🙂

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *