Gæsteblogger: Voksenøkonomi – hvad er det?

Mens jeg er i udlandet, så har jeg fået en til at vikariere i dag for mig. Hun hedder Marie, og hun er smaddersød. Jeg spurgte om hun ikke ville dele lidt af sine tanker omkring det med voksenøkonomi – især når man er et par. Jeg tænkte, at det kunne være meget sjovt at høre fra en anden end mig, så here goes:

Du kan læse mere fra hende inde på hendes egen blog: Krøllerier.dk

Hej Funnyfinans læsere!

Her kommer et gæsteindlæg fra mig. Inden jeg går igang, vil jeg lige kort præsentere mig selv:

Hvem er jeg?

Jeg er en 34 årig ingeniør, kone, mor til snart tre samt blogbestyrer. Jeg blogger om alt muligt, men meget lidt om økonomi..

Derudover er jeg typen, der tjekker min netbank dagligt. Bare lige for at sikre mig, at alt er godt. Jeg har aldrig overtræk, og hvis det skulle nærme sig, flytter jeg penge over fra min opsparing.

Voksenøkonomi – hvad er det?

Nok om det, og tilbage til det, jeg egentlig har tænkt mig at skrive lidt om. Nemlig ‘voksenøkonomi’. Jeg er som sagt både gift og har børn. Desuden har jeg et job, der hver måned udbetaler løn til mig, hvilket er et ret fedt koncept. På den økonomiske bane ejer jeg både halvdelen af et hus og en (udlejnings)lejlighed – altså sammen med min mand og realkreditinstituttet. Derudover har vi to biler, børneopsparinger, et fadderbarn, udgifter til renovation, vuggestue, licens osv. Ergo vil jeg mene, at jeg er i besiddelse af en rigtig voksenøkonomi.

I den form for voksenøkonomi jeg er involveret i, er vi to beslutningstagere. Det er nok meget normalt, men det er virkelig et punkt, hvor der findes mange holdninger, løsninger osv. Det er nok også det punkt, hvor min økonomi for første gang for alvor er blevet ”udfordret”.

Hvordan kører man sin økonomi, når man er to?

Jeg har boet sammen med min mand i over 10 år. Vi har en form for fællesøkonomi, men vi opererer stadig med en ”madkasse”, hvor alle kvitteringer samles med navn på. Når måneden er slut, bliver det opgjort, hvem der har betalt mest – og så bliver der rokeret rundt på pengene mellem os. Det kunne sikkert gøres nemmere, men det virker for os. 😊

Hvad med pengene – er de så fælles? Ja og nej. I starten tjente vi det samme, så der var det nemt. I dag har vi en mere ulige indkomst, så vi forsøger os med, at vi har det samme rådighedsbeløb (”lommepenge”), som vi kan bruge, som vi vil. Det betyder, at vi deler alle udgifter til mad osv., men vi betaler ikke samme beløb til budgetkontoen.

Hvad nu hvis man har forskellig tilgang til penge?

Det med ”lommepengene” var første gang, jeg opdagede, at min mand og jeg har en forskellig tilgang til penge. Jeg bruger mine penge på fornøjelser, og så sætter jeg til side på en opsparing. Min mand derimod mener at opsparinger til ca. 0 % i rente er dumt (hvilket giver god mening), så han er meget mere til at investere i aktier – hvilket slet ikke er mig. På den lange bane har min mand nok formøblet sine penge bedst, men til gengæld har det oftest været min opsparing, der var let tilgængelig, når vi lige stod og skulle bruge penge. Så på den måde har vi forskellig risikovillighed – og villighed til at binde vores penge.

Når der så skal købes et hus, og træffes en masse valg om typer af lån, så kan forskellighederne virkelig komme til udtryk. For hvornår sover vi sikkert om natten – begge to! Jeg kan huske, at jeg brugte meget energi på at finde ud af, hvad der var bedst ifht. fast rente og variabel rente. Det var faktisk først, da jeg indså, at det kan ingen svare på, at jeg fik ro til at se på fordele og ulemper ved de forskellige låntyper. Herfra kunne jeg (vi) så træffe et oplyst valg. Og min mand og jeg endte også med at blive enige, og har sovet godt om natten de sidste fem år – altså når vores børn sover godt… 😊

Så selvom voksenøkonomi med to beslutningstagere kan være en kende mere ”kompliceret” end en singleøkonomi, så tror jeg på, at der findes en løsning til alle par. Lad være med bare at ”kopiere” den måde, jeres venner eller forældre har sat deres økonomi op, men find den løsning der passer bedst til jer. Og SNAK om jeres økonomi – det tror jeg, løser mange udfordringer.

Vil du læse mere fra Marie? Så hop ind på hendes blog her

4 thoughts on “Gæsteblogger: Voksenøkonomi – hvad er det?

  1. Så lidt forenklet, manden investerer og køber ting af blivende værdi, mens kvinden sørger for dagligdagens fornødenheder… For nu at provokere lidt, så håber jeg da I har sat Jer ind i, hvordan I er stillet, den dag skilsmissen kommer, og alt af værdi er købt/står i mandens navn…

    1. Det er desværre helt forkert opfattet. Vi deler udgiften til investeringer. Alt står i begges navne, og pt. er jeg både den med den største indtjening og opsparing, hvorfor jeg naturligt betaler mest til vores budgetkonto.

  2. Godt indlæg! Det kan virkelig sætte lys på forskellighederne, når man diskuterer økonomi. Jeg køber væsentligt flere “småting” end min bedre halvdel, men når det så kommer til de lidt større ting, som møbler, hvidvarer og cykler, så bliver jeg ret hurtigt jydenærig. Der er han tilgengæld klar til at betale for kvalitet, så der laver vi lidt kompromiser 😉
    Og jeg tror det er ret vigtigt for et forhold at økonomien kører rimelig fornuftigt. Tænk at skulle tale om opsparing og madkonto hver uge..

    1. Er helt enig. Hvis der er knas i økonomien, tror jeg også nemt, at der kommer knas i parforholdet.
      Og det er “sjovt”, så forskelligt vi ser på økonomi. Noget er måske mænd vs. kvinder, men tror også bare generelt, at der er rigtig mange måder at forstå og håndtere det på.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *