Når ens økonomiske planer bliver ødelagt af sygdom

Ih, jeg havde de bedste planer for min økonomi her i februar. I januar var jeg nemlig så stolt af mig selv, fordi kontoen ikke gik i minus. Og der var stadig penge på opsparingen og budgetkontoen. Halleluja! Derfor ville jeg gerne oppe min indsats her i februar måned. Jeg havde sirligt opført i et excel ark, hvor meget vi skulle bruge på mad, tøj, sjov/ballade (meget vigtigt) og opsparing. Jeg havde virkelig gejsten med omkring de nye økonomiske planer.

Jeg havde endda opsat kolonner i et excel ark, hvor jeg hver dag plottede ind, hvad vi havde brugt på mad, tøj, benzin, etc. Det gik også virkelig godt indtil midten af sidste uge. For der blev jeg syg. Og lad mig sige det med det samme. Mine sygdomme går aldrig væk med tomatsupper og ingefærsmoothies. Nej, det eneste der virker er sjovt nok syrligt slik, hvid chokolade og Se&Hør. Det sidste kunne jeg heldigvis få af min mor gratis, så penge sparet lige der. Bum!

Så ja, der har ikke været verdens mest økonomiske beslutninger de sidste par dage. Panodiler er blevet købt til overpris i supermarkedet, maden har været et telefonnummer væk, og snacks har IKKE været gulerødder og agurker. Jeg var sådan lidt nervøs for at tjekke kontoen i går aftes. Kender I det? Når man ikke lige har været inde et par dage og så forvirringen over saldoen på kontoen? Men det så faktisk ikke så slemt ud. Jeg er åbenbart blevet lidt mere fornuftig, selv i mine febervildelser.

Og jeg har ikke brugt tiden i sygesengen på at shoppe på nettet. Det er også en slags fremgang. Det eneste man kan gøre ovenpå sådan en uge med sygdom er at sige “Op på hesten. Nu er det en ny uge med nye muligheder for at tage nogle gode økonomiske beslutninger”. Behøver jeg sige, at jeg selvfølgelig ikke har lavet en madplan endnu? Det skal nok blive super godt 🙂

One thought on “Når ens økonomiske planer bliver ødelagt af sygdom

  1. Jeg lå fandme også syg HELE sidste uge. Som i mandag-søndag. Jeg var til gengæld SÅ syg, at jeg ikke engang orkede at bestille mad. Jeg levede af ostemadder og pølsehorn indtil fredag, hvor jeg kunne hive mig selv op til at lave noget ægte mad.

    Håber du er kommet dig ordenligt over din omgang!

    Og et tip du måske/måske ikke kender – jeg får en sms HVER gang, der er hævet mere end 5kr fra min konto. Det virker måske lidt overkill, men det gør virkelig, at jeg holder øje med mit (over)forbrug. Og bliver mindet om – “hey du har brugt penge”. Og så er jeg sådan “nååh ja. Det havde jeg sgu lige glemt”. Haha.

    Har nok skrevet det før, men nyder virkelig at følge med på din blog. Du er mega sjov, sej og jeg lærer noget hver gang jeg læser et indlæg.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *