Fredagsfinans #108 – Ferie og flyskræk

Jeg er helt færdig ovenpå gårsdagens foredrag, så fredagsfinans bliver en kort omgang i dag. Men altså den mest positive nyhed i dag er selvfølgelig, at vi har fået penge på kontoen igen. Pyh altså! Jeg vil sige, at når man er månedslønnet, så burde alle måneder være ligesom februar. Tre dage kortere, og så føles det ikke så sidst på måneden.

I denne uge fik jeg også lige fortalt nyheden om, at jeg har købt en ferie til sommer. Hvad skal man ellers gøre, når der er 10 procent rabat på ens yndlingsdestination? Og manden lige har fået fuldtidsjob?

Vi skal selvfølgelig køre til Italien, mest fordi jeg hader at flyve. Men nu har jeg også en anden grund – udover flyskrækken. Flyrejser bliver nemlig dyrere i fremtiden, hvis man skal tro en måling fra portalen Travlemarket. Det skriver tv2.dk. Så nu skal jeg ikke længere være til grin, fordi jeg tager bilen. Det er jo økonomisk bevidsthed lige der!

Men altså, hvis du nu er sådan en type, der godt kan lide at flyve, så er der lige et bonustip her. Dollarkursen er nemlig på sit laveste i tre år, og derfor er det billigere at være på ferie i USA, hvis man nu er til det. Det vil betyde, at man ca. kan spare omkring 15 procent på kost, logi og oplevelser. Det skriver bt.dk. Så book en tur til USA. Det er også økonomisk bevidsthed lige der.

Og så lige til en ting, som jeg (måske) ikke skal tænke så meget over i den nærmeste fremtid. Og dog! Vores levealder er nu steget med to år, og det betyder jo at man vil have flere år på pension. Det skriver finans.dk. Jeg er jo selv gået i gang sidste år med at spare op til pension, og altså jeg tror ikke min generation kommer på pension før 73-75 år. Så hvis jeg kun bliver gennemsnitligt 86 år, så skal jeg jo ikke spare op så forfærdeligt længe. Og Jacob bliver gennemsnitligt 83 år, så han skal jo virkelig ikke spare op længe. Han siger dog selv, at han bliver 100 år, men altså det må han selv ligge og rode med.

 

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.