En hyldest til kvinder og privatøkonomi

I dag er det kvindernes kampdag. Er der så stadig noget, som er værd at kæmpe for? Selvfølgelig er der det! Jeg kan her på bloggen nævne, at der på den privatøkonomiske bane stadig er nogle vigtige kampe.

For det er vigtigt at beskæftige sig med økonomien. Kvinder lever i gennemsnit længere end mænd, og derfor er vi også nødt til at spare mere op til pension. Tag så også lige i faktor, at vi ofte også tager mere af barslen, hvor vi i den periode heller ikke indbetaler til pension. Det er derfor vigtigt, at vi også involverer også i de store emner som pension, huskøb, aktier etc. Jeg tror også helt sikkert det kommer i fremtiden, og jeg synes det er så fedt at mange kvinder rent faktisk interesserer sig for deres økonomi.

Da jeg startede bloggen for tre år siden var der få kvindelige økonomiske stemmer, men jeg synes hele tiden, at der kommer flere til. Jeg ser grupper på facebook og blogs, hvor kvinder hjælper hinanden med at investere i aktier og generelt bare forholder sig til deres privatøkonomi.

Det er så stærkt!

At vi kan motivere hinanden til at komme ind på et marked, som førhen har været forbeholdt mænd.

Statistik set har det været sådan før, at kvinderne er dem som tager sig af husholdnings-budgettet, mens mænd tager de store beslutninger. Og det synes jeg ofte også afspejler sig i vores samfund – desværre!

Hvor mange kender ikke en mand, som ruller med øjnene og siger; “Ja, min kæreste shopper helt sikkert for meget” eller “Hvorfor har du brug for et par sko mere?”. Når man sætter kvinder og privatøkonomi sammen, så handler det næsten altid om, at kvinder “shopper for meget”. Og det er sgu sådan lidt ærgerligt. For vi er altså mere end at shoppe et par sko. Vi kan lægge et ligeså badass budget, som en mand.

Og der er altså også mænd, som shopper for meget. Så kan det være, at det er gadgets i stedet for sko, men princippet er det samme.

Jeg ville ønske, at vi kvinder ville blive meget bedre til at tale boss om vores økonomi. For vi kvinder er faktisk sindssyg gode til økonomi. Ifølge undersøgelser er vi fx bedre til at investere end mænd.

Men jeg kan da godt til at falde i fælden med at tale om min økonomi på en negativ måde. Undskylde for, hvordan jeg bruger mine penge og dunker mig i hovedet med “at jeg bruger for mange penge” eller “at jeg ikke er sparsommelig nok”. Det er nok lidt klassisk for os kvinder – uden at blive generaliserende – så er vi hurtige til at dømme os selv.  Det skal vi ikke være. Selvfølgelig skal vi erkende, hvis der kan rettes op på noget i privatøkonomien, men så skal det være fordi vi har lyst og ikke fordi vi er kvinder, der “bruger for mange penge”.

Jeg har en drøm for 2018 om, at vi skal tale lidt mere boss omkring vores økonomi. Sætte foden ned, tage styringen og ikke kun være shoppende-tøj-besættende-kvinder, der kun går op i at bruge penge – som man ser i Sex and the City eller Shopaholic. Vi er så meget mere end et par dyre sko.

Jeg er sikker på, at fremtiden byder på super mange bossladies indenfor privatøkonomi. Vi er i hvert fald godt på vej.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.