Sådan sparede jeg 4.364 kroner på min datters børneværelse

Denne her post har været over et halvt år undervejs, men nu er jeg endelig færdig med datterens børneværelse. Vi besluttede jo i sommers, at hun skulle have sit eget værelse, så vi flyttede ind i stuen. Jeg har jo aldrig fået lov til at lave sådan et børneværelse dengang jeg var gravid, og derfor kriblede det i mig for at få lov til det nu. Det er måske også derfor jeg gik liiiidt meget op i det.

Jeg havde længe haft en drøm oppe i hovedet om hvordan hendes værelse skulle se ud. Sådan lidt 1001-nats agtigt med sengehimmel, lyskæder og hule. Sådan noget er jo ikke billigt, så det første jeg gjorde var at liste alle de ting jeg gerne ville købe. Sådan en drømmeliste, hvor man kan bare kan få lov til at skrive alle de lækre ting ned. Sådan noget er jo ganske gratis. Bagefter undersøgte jeg, hvad tingene kostede. Nogle ting blev slettet, hvis det var for dyrt. Andre ting fik lov til at blive. Og så lavede jeg en regel med mig selv; Jeg måtte kun købe det, hvis det enten var på tilbud eller jeg kunne finde det billigere brugt.

Soveværelse/børneværelse før

Så gik jagten ind.

Det har taget mig ca 6 måneder at finde alle tingene på listen, så man skal selvfølgelig også have tålmodighed, når man sætter sig for sådan et projekt. Men jeg synes helt klart det er langt mere givende at købe tingene over tid, samtidig med at jeg sparer penge i stedet for at fare ud og købe det hele på en gang.

Det giver også en mulighed for at genoverveje nogle af tingene på ens liste. Jeg tror andre mødre også kan nikke genkendende til, at det der redebyggeri godt kan gøres over flere omgange, og man kan komme til at bruge for mange penge på ting til børneværelset.

Undervejs i projektet:

Her er min liste til børneværelse-makeover

Der er dog nogle ting på listen, som jeg måtte købe fra ny. Blandt andet IKEA-kommoden og opbevaringssystemet. Det kunne jeg simpelthen ikke finde brugt i de mål jeg skulle bruge.

Det jeg er allergladest for er uden tvivl sengen, som jeg fandt til 1.000 kroner (kun pakket ud af boksen) og den koster 2.400 kroner fra ny. Det var et super køb. Jeg er også vildt glad for sengehimlen. Ja, den var super pricy, men der var virkelig tænkt over det længe, jeg fandt den brugt, og jeg ved at den kan sælges igen, når den dag kommer. Et fund er uden tvivl også natlampen, som kostede 750 kroner fra ny. Jeg fandt den på udsalg til 224 kroner. Haps, sagde det lige!

Jeg kan virkelig anbefale at have en liste med det, du gerne vil købe, når du skal lave børneværelse. For så bliver man meget mere skarp på at finde netop de ting og ikke blive fristet af alt mulig andet. Når jeg ser en webshop have udsalg, så går jeg ikke derind for at blive fristet. Jeg går derind for at se om nogle af tingene fra min liste er på tilbud.

Og sådan endte jeg så med at spare 4.364 kroner. Indrømmet; jeg kunne helt sikkert have valgt nogle billigere ting og gjort make-overen endnu billigere, men det var ikke pointen med øvelsen. Pointen var at finde lige netop de ting jeg gerne ville have – bare billigere. Og jeg sparede 40 procent alene ved at købe enten på tilbud eller brugt. Det kræver selvfølgelig noget tålmodighed – især i forhold til, at værelset ikke bliver færdigt med det samme. Men for 4.364 kroner, så er det altså det værd!

Pris for børneværelse: 10.977 kroner

Pris med brugte ting og tilbud: 6.613 kroner

PS: Det skal selvfølgelig også siges, at jeg solgte nogle af de gamle ting. Blandet andet hendes seng og nogle møbler. Det blev i alt til et salg på 850 kroner, så udgiften til børneværelset kommer ned på 5.763 kroner.

Og så kommer der lige nogle efter billeder til sidst.

Forhænget er faktisk lavet af stofbleer fra samme mærke som sengehimlen. De passede på en eller andet måde bare perfekt i målene. Så jeg købte tre af dem, fik min mor til at sy en løbegang og sætte dem på en gardinspiral.

Gardingstangen lavede jeg selv ud af noget træ og garn. Den kostede mig 87 kroner at lave, og du kan læse mere om det her.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.