Spare eller spendere? Når funnyfinans tager til Lalandia

Så er mor hjemme på Amager igen. Jeg håber I andre har haft en god påskeferie! De sidste fem dage har vi været i Lalandia og shit, hvor har vi hygget os. Det har simpelthen været så dejligt at få en pause fra hverdagen, og jeg har faktisk ikke savnet de mange påskefrokoster i år.

Når jeg tager på ferie, så prøver jeg at forberede så meget som muligt inden. Jeg synes, at der er mange penge at spare ved at tage de essentielle ting med hjemmefra. Jeg gider i hvert fald ikke betale overpris for salt, peber, kaffefiltre og alle de der ting, som pludselig løber op. Derfor tog jeg, min mor og Malou i Lidl for at handle de vigtigste ting ind til Lalandia-turen. Og når jeg mener de vigtigste ting, så inkluderer det selvfølgelig også slik, sodavand og andet sjov og ballade. Det er jo ferie ik?

Og det kom jeg faktisk til at tænke på under ferien: Hvornår skal man spare eller spendere? Det er jo selvfølgelig op til den enkelte, hvordan man bedst kan lide at holde ferie. Jeg kan fx. godt lide at spare på sådan noget som basisvarer, morgenmad og frokost, men så kan jeg godt lide at købe lidt ting eller spise ude om aftenen. Det er en sund balance for mig – lidt fornuft, lidt ferie.

For vi brugte da også penge. Jeg kan godt lide, at det føles som ferie, når vi er af sted. Det betyder ikke, at jeg lejer en guldhelikopter eller køber stort ind i Gucci, men mere at jeg ikke gider at sidde og dvæle over om vinen koster 239 kr eller 299 kr. Til gengæld kan jeg rigtig godt lide at lave morgenmad og frokost i huset, så man ikke bruger en masse penge på det – fordi jeg alligevel hygger mig med det.

Jeg har ikke lyst til at sidde og have dårlig samvittighed over om jeg køber nachos til overpris i badelandet (for det gjorde vi) eller brugte 100 kroner på spillemaskiner (for det gjorde vi også) eller køber en dagsbillet til hoppeborge en time før de lukker (for det gjorde vi).

Jeg opfandt desuden også den regel på ferien, at man godt må købe to-go kaffe, når man er flere timer i legeland.

Det giver os sjov og merværdi, og derfor gør vi det. Det er selvfølgelig dyrt at tage af sted på sådan nogle ture. Det skal man selvfølgelig have sig for øje. Men hvis man går ind til det med en ide om, hvad man gerne vil prioritere pengene på, så synes jeg man er et godt stykke.

Jeg vidste allerede hjemmefra, hvad der ville blive nogle pengeslugere, og derfor er jeg obs på det, når vi er afsted. Det bliver altid dyrt at købe mad i badelandet. Man kan ikke komme udenom det, medmindre man går ud af badelandet og hjem til huset for at spise frokost. Det var for os en utrolig besværlig løsning. Til gengæld gjorde vi det, at vi spiste en sen, stor morgenmad, så vi kunne nøjes med lidt snacks i badelandet. Det synes jeg var en god løsning, når vi gerne ville ud og spise om aftenen. Nu siger jeg ikke, at hele ens ferie skal være et strategisk økonomisk setup, men det kan være en god ide at gøre sig lidt tanker hjemmefra. Og det er ti gange bedre at gøre sig klar på, hvad man skal bruge penge på i stedet for at give sig selv dårlig samvittighed på turen.

Der blev også tid til lidt næsten gratis hygge på sofaen med en film og hjemmelavede popcorn

Jeg gør fx. sådan her:

Hvor vil jeg gerne spare?

  • Morgenmad
  • Frokost
  • Basisvarer
  • Mindre shopping

Hvor vil jeg gerne spendere?

  • Badeland
  • Spise ude med vin til maden
  • Legeland og andre oplevelser
  • Snacks og kaffe to-go
  • Spillemaskiner

Jeg siger ikke, at det her er en perfekte liste, men det er min liste. Den gør mig opmærksom på, hvor jeg lige skal spare lidt på turen, men til gengæld skal jeg ikke have dårlig samvittighed over at bruge 100 kroner på spillemaskiner med Malou, fordi det har de sparede penge gjort plads til. Det er for mig en god ferie.

Hvad kan du godt lide at bruge penge på i din ferie?

 

3 thoughts on “Spare eller spendere? Når funnyfinans tager til Lalandia

  1. Det får jo næsten Lalandia til at se helt menneskeligt ud 😉 Og god liste, det giver mening.
    Jeg tilbragte påsken i sommerhus, og medbragte mængder af mad hjemmefra, netop for at undgå at købe ind til påskebrunchen i en overpriced camping kiosk. Og det lykkedes også. (at der så var en vildt lækker fiskehandler i Tisvilde, som vi besøgte et par gange, er en anden sag)

    1. Haha, jeg er vild med Lalandia – det er total paradis, når man er et stort legebarn! Og det lyder da også super godt med sommerhus – og selvfølgelig skal man da forbi en lækker fiskehandler (det havde jeg også prioriteret).

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.