Hvordan ser mit drømmeliv ud?

Nogle gange så tænker jeg meget over, hvad det her med ens drømme. For hvornår er noget egentlig ens rigtige drømme, og hvornår handler det om guldhelikoptere og villa i Saint Tropez? (Optimisten ville nok sige, at den drøm også kunne være mulig meeen….). Da jeg var yngre mente jeg helt bestemt, at drømme handlede om fede biler, store villa’er, millioner på kontoen og aldrig behøve at arbejde. Men nu har jeg fundet ud af at drømme også kan være en have, dobbeltseng eller opvaskemaskine.

Jeg læste i bogen “Art of Money”, at man skulle prøve at konkretisere sine drømme, fordi man så faktisk ville finde ud af, hvor lidt der ofte skulle til for at opfylde dem. At man fx. inddeler det i Basis, Komfortabelt og Ultimativt Liv. Fordi man så kunne se, hvor man var nu – og hvor man gerne ville hen. Det hjælper til at se, hvor lidt eller meget, der skal til at være der hvor man gerne vil være.

Og jeg tror faktisk, der er noget om det. Når vi siger “Æv, jeg kunne godt tænke mig mere i løn”, så handler det måske i virkeligheden om, at vi gerne vil have mere frihed. Fordi penge ofte er lige med rejser eller mere tid et andet sted end på arbejdet. Det var bare et eksempel. Men jeg har gået og tænkt over det. Og mine drømme er faktisk også mere simple end jeg lige gik og troede.

For eksempel med hele det her huskøb-halløj. Jeg startede med at tænke: “Hvor kunne jeg godt tænke mig en have, dobbeltseng op opvaskemaskine”. Basic needs, når man kigger på hus vil jeg mene. Nu hvor jeg sidder og kigger på huse, tager jeg mig selv i at tænke “Jamen, det der køkken kan jeg ikke lide, og huset er kun xx kvadratmeter og den have er grim”. Hvad blev der af mine oprindelige behov? Nogle gange tror jeg vi bygger mere på vores behov, fordi vi er bange for ikke at ønske os “nok”. Jeg må hellere få det hele med. Men måske bliver jeg egentlig også  lykkelig, hvis jeg får min dobbeltseng, have og opvaskemaskine? For det var jo min oprindelige drøm.

Jeg har selv prøvet at liste mit drømmeliv efter Basis, Komfortabelt og Ultimativt

Basis

Bolig. Mad på bordet. Tøj på kroppen. Nok penge på kontoen til at det kan løbe rundt.

Komfortabelt

Rejse en gang om året på badeferie. Spise ude engang imellem. Bo i noget større end en 2-værelses lejlighed. Have en bil. Overskud på kontoen til uforudsete udgifter. Råd til opsparing. Mulighed for at kunne købe nyt, når man har brug for det.

Ultimativt

Eget hus med have, dobbeltseng og opvaskemaskine. En megafed gejlet bil med funnyfinans-logo. En badeferie og en storbyferie om året. Råd til at tage en større tur som fx. USA nogle gange i livet. Finansielt overskud, så jeg ikke bemærkede, når det var sidst på måneden. Hjælp til rengøring og andre praktiske ting, så jeg kunne koncentrere mig om at arbejde og familien. At jeg kunne købe noget nyt, når jeg havde brug for det eller så noget, som jeg rigtig godt kunne tænke mig. At jeg kunne arbejde, så jeg kunne tilrettelægge mit skema, som jeg selv ville have det og have mulighed for spontane fridage. Mere ferie. Spise mere ude på gode restauranter.

Egentlig synes jeg slet ikke, at mit ultimative liv lyder så urealistisk. I hvert fald ikke, hvis man tænker de næste 10-20 år. Så tror jeg bestemt at det kan lade sig gøre. Lige nu synes jeg selv, at jeg er på komfortabelt (minus boligsituationen). Men det betyder ikke, at du skal synes det samme for at være i den kategori. Og så har jeg ikke længere den der drøm; “Hvis jeg vandt i Lotto, så stoppede jeg med at arbejde”. Sådan tænker jeg slet ikke mere. Efter at have fundet noget, som jeg elsker at lave, så giver arbejde mening for mig.

Men hvilken kategori skal man vælge at lægge sine drømme? Nogle synes det at have bil er ultimativt – andre synes det er basic. Nogle mener ultimativt liv er guldhelikoptere og aldrig at arbejde. Andre vil gerne have nye sko. Vi er alle sammen forskellige, og det er vores økonomi også. Men jeg synes det er en god måde at blive konkret på sine drømme, og så kan man jo finde ud af, hvor man gerne vil prioritere sine penge. Jeg skal i hvert fald til at prioritere rejser mere 🙂

Måske du kan finde noget inspiration i min liste til at lave din egen?

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.