Fredagsfinans #118 – Fredag og hvad så?

Selvom det er fredag og mange sikkert har fri, så går jeg en super travl tid i møde. Lige nu føles det som om, at der ikke er timer nok i døgnet til alt det, som jeg gerne vil. Jeg prøver at se frem til sommerferien om en lille måneds tid, men inden er der liiige nogle verdenssituationer, der skal ordnes.

På ferien til Italien er der dog særlig en ting, som jeg glæder mig til. IS! Shit, hvor skal jeg spise mig kuglerund i italiensk is.

Det kan dog godt være, at det ikke lige bliver vanilje-isen, som jeg vælger i år. Den populære is-smag er nemlig truet og nu dyrere end sølv. Det skriver bt.dk. Siden 2016 er prisen på vanilje steget med 500 procent til – hold nu fast- 3.750 kr KILOET!

Det betyder, at nogle is-steder ikke længere fører vanilje is, fordi det simpelthen er for dyrt at lave. Prisen er bl.a. steget, fordi en tyfon ødelagde plantager med vanilje, så det er blevet en mangelvare. Jeg er nu mere bekymret for, når jeg skal lave min vanilje-kagecreme. Hvordan skal jeg leve uden? Og sådan en økonomisk bevidst type som mig ville aldrig give 80 kr for en vaniljestang. Vel?

Nogle, der også har det lidt strammo er Aldi, som ikke har haft et overskud i 5 år. Det skriver tv2.dk. En af grundene skal åbenbart findes i deres “non-food”-afdeling, hvor man kan købe spotvare. Men altså; Det er jo selve ikke ideen om spotvarerne, der er problemet. De skal jo bare have nogle ordentlige spotvarer. Bare kig på, hvad Netto gør. Det er jo en slags magi, hvor spotvarerne selv finder vej ned i kurven.

Mobilepay har til gengæld haft fejret 5 års fødselsdag i denne her uge. Jeg blev helt overrasket over, at det har været her så længe. Jeg kan slet ikke huske, hvad vi gjorde før? Bankoverførsel? Det er i hvert fald blevet en del nemmere at indkræve penge på pantflaskerne efter fester. Just saying.

Og apropos fester, så vil jeg lige slå et slag for fritidsjob. Hvordan hænger det sammen, spørger du? Jo jeg læste hos finans.dk, at antallet af unge med fritidsjob er svagt faldende, og her vil jeg lige komme med et tip: Få jer et fritidsjob. Man ved aldrig, hvad det fører med sig. Jeg fandt fx. min mand i Superbrugsen efter skoletid for 12 år siden. Also just saying.

 

 

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.