Hvor finder man motivationen?

Ja, det er altså et oprigtigt spørgsmål! Jeg tænker, at mange sikkert kommer herind for at finde ideer og motivation til at forbedre deres økonomi – eller måske bare for at grine af mig. Hvem ved? Men hvad med mig?

Jeg tror aldrig, at jeg kan blive træt af at skrive om min økonomi, men nogle gange er det altså lidt op ad bakke at holde den i ørerne. Jeg kan helt klart se en sammenhæng mellem min saldo på kontoen og mit mentale overskud. Lige så snart jeg er stresset og presset, så skrider det. De hurtige løsninger bliver valgt, og jeg bliver lidt mere ligeglad. Fordi der jo er vigtigere ting at tage sig til. Såsom alle arbejdsopgaverne, familien og ja søvn!

Men det er bare så skide irriterende, når overskuddet vender, at jeg så skal samle stumperne op og starte forfra med opsparing etc. Jeg vil så gerne blive bedre til at navigere i kaos og bevare motivationen til en sund økonomi, men det er dælme svært. Indtil videre har jeg tvundet mig selv ud i ugentlige nemlig-ordrer, fordi maden så kommer hjem til os, og så undgår vi take-away. Det hjælper virkelig meget. Ja, det er lidt dyrere at handle på nemlig end Rema, men taget i betragtning, hvad junk food koster, så er det et win.

Jeg misunder virkelig de mennesker, som kan holde tungen lige i munden – bruge 3.000 kroner på mad om måneden og ikke træder ved siden af. Jeg synes, at jeg gør alt hvad jeg kan for at træffe de gode beslutninger, vi spiser vegetarisk og har nærmest ikke madspild, men alligevel kan vi ikke komme ned på sådan et beløb. Ja, vi køber også nogle gange de forkerte ting, men bare det at jonglerer med fuldtidsjob, egen virksomhed, mand der er selvstændig og barn samtidig med at man skal servere noget ordentlig mad, vaske op, vaske tøj og gøre rent. Ja, så bliver det sgu de dyre løsninger nogle gange.

Men æv, hvor ville jeg bare gerne være sådan en, hvor det lå i min DNA at være sparsommelig. Jeg er nemlig ikke en spare-type af natur. Det er virkelig noget jeg har skulle lære, og jeg er heller ikke i mål endnu.

Men det ville vel også være lidt kedeligt, for så var der ikke noget at skrive om. Man må jo prøve at se det fra den positive side.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.