Kunsten ikke at bruge penge

Hvis man har fulgt med i længere tid, så vil man nok vide, at jeg har en svaghed for kræmmermarkeder og loppemarkeder. Det er fandme nice at finde ting til ingen penge, som man slet ikke vidste at man skulle bruge. Men fordi ting ofte er billige, så er der jo også den faldgrube, at man får købt en masse lort med hjem, som man slet ikke har brug for.

Lige nu er det jo højsæson for loppe- og kræmmermarkeder, så jeg har jo mine prøvelser. Jeg er dog det sidste år blevet virkelig god til at lave en liste før jeg tager af sted. Det gør det dels nemmere at kigge efter det man skal bruge, i stedet for at kigge på det hele. I år havde jeg dog ikke rigtig noget på min liste før vi tog til Korsvejens Kræmmermarked. Det er en tradition hvert år – også fordi Malou elsker at der er hoppeborg, tryllekunstner og børneloppemarked.

Jeg tænkte derfor, at det var en god mulighed for at lære hende noget om penge i stedet for at bruge dem selv. Hun fik derfor 40 kr i sin pung, som hun måtte bruge på loppemarkedet. Jeg synes det er en virkelig fin ide, at de laver et decideret børneloppemarked, hvor børnene sidder og sælger deres legetøj til andre børn.

Malou fangede hurtigt ideen med at udvælge sig noget, og man må sige at krejler-genet ikke falder langt fra stammen. For hvem kan stå for en lille pige på 3,5 år, der med den sødeste stemme spørger, hvad tingene koster? Den taktik virkede hver gang, og hun kom da også hjem med posen fyldt med legesager. Jeg ved ikke om det er for tidligt at lære hende om penge, men hun forstod godt, at hun kunne handle til der ikke var flere penge i pungen og efterfølgende spurgte hun heller ikke om hun måtte få flere ting, så det virkede som om hun forstod det. Og så synes jeg altså bare det giver så god mening at købe legetøj brugt. Det koster altid en million milliard i forretninger, og Malou er i den alder, hvor hun mishandler legetøjet ret meget. Så er det altså surt at have brugt flere hundrede kroner på det.

Så hvad købte jeg til mig selv? Jeg fik brugt hele 20 kroner på en slush ice og popcorn. Og det var faktisk helt okay ikke at komme hjem med noget i tasken.

2 thoughts on “Kunsten ikke at bruge penge

  1. Jeg vil bare lige skrive, at du er til stor økonomiinspiration og jeg nyder virkelig at følge med her på din blog. Det har gjort, at jeg selv er blevet ret bevidst om mine (u)ansvarlige økonomirutiner. Så tusind tak.

    1. Åh, en dejlig besked at få <3 Jeg er så glad for, at det også hjælper andre end mig selv 🙂 Sig endelig til, hvis der er noget bestemt emne eller andet som du godt kunne tænke dig mere af 🙂

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.