Ferie i Italien – er det dyrt eller billigt?

Ja, det er frygtelig slemt at lande efter sådan en ferie. Jeg skal virkelig hive mig selv op igen – det der med at sove længe og hygge hele dagen var bare helt finno. Men nu jeg er hjemme, så ville jeg lige give mine tanker omkring det med ferie i Italien. Bare hvis andre skulle få ideen om at tage dertil.

Jeg har prøvet at liste mine erfaringer fra alle de år, som jeg har været af sted. Der skal selvfølgelig lige være den disclaimer, at jeg jo kun har erfaring med min egen type ferie (typisk i Bibione), hvor vi har en ferielejlighed med køkken og spiser meget på altanen i stedet for restauranter – det påvirker selvfølgelig også min vurdering. Men here goes:

Min guide til Italien  

Supermarked: Der er altid små supermarkeder i byen, men vi plejer faktisk at tage i et af de større supermarkeder udenfor byen i starten af ferien og så køber vi ind til en stor del af ferien. Der kan man selvfølgelig spare noget på at købe mere på een gang, men egentlig er det mest fordi udvalget er større der end i de kiosk-lignende supermarkeder. Nogle ting er billigere som fx. grøntsager, skaldyr, ost og pålæg. Man kan fx. få 20 stykker friskskåret salami for 15 kr, hvilket jo langt under, hvad det koster herhjemme i en delikatesse. Og vi gav 100 kr for 1 kg store friskfangede rejer. Der kan Italien altså noget. Til gengæld var de vildt dyre med jordbær og hindbær.

Taxa: Det har virkelig været en “sjov” fornøjelse de gange jeg har prøvet det. Der kan blandt andet være taxa-chauffører som er selvstændige, og så skal man ringe direkte til dem i stedet for et taxa-selskab. Jeg har også prøvet at sam-køre med italienere, hvor alle stiger ind i kæmpe taxa og så når de første skal af betaler de turen dertil, når de næste skal af betaler de fra man kører igen og så til deres destination. Og sådan bliver man ved indtil de sidste skal af. Meget sjov måde at gøre det på, og det var helt sikkert billigere end at tage separate taxaer.

Natteliv: Nu er det et par år siden, at jeg sidst var i byen i Italien, så meget kan have ændret sig, MEN jeg syntes ikke det var billigt. Man kommer ganske vist ofte gratis på diskotek, men til gengæld får man sådan et kort udleveret, hvor man får et stempel hver gang man køber drinks og så afregner man, når man går igen. Virkelig dårligt, når man er lidt beruset og ikke rigtig tænker over priserne samtidig med at drinks også er dyre. Barerne er heller ikke billige – her har jeg givet alt fra 6 euro til 10 euro pr. drink. Man kan selvfølgelig købe vin, så er det en del billigere.

Restaurant: Nu har jeg jo været på børneferie, og derfor har jeg ikke været på super-fancy restauranter. MEN jeg synes stadig priserne er ok på restauranterne. For eksempel kunne vi få en pastaret med skaldyr hver for 100 kr stk og en halv flaske vin for 35 kr. Det synes jeg bestemt er godkendt. Til gengæld er det lidt halv-dyrt at købe en bøf med sauce (hvor jeg ikke synes pris og kvalitet passede sammen). Så hvis du skal på turist-restauranter, så vil jeg klart anbefale at gå efter primi-retterne (pasta-retter). Man bliver fint mæt, det koster mindre og ofte er det her kokken faktisk gør noget ud af retterne. Jeg har dog også været på ultra-fin restaurant en gang før barn, og der var det virkelig meget billigere end de dyre restauranter herhjemme. Så skal I prioritere en aften med høj cigarføring, så ville jeg helt klart gøre det i Italien (efter at have lavet en research hjemmefra)

Shopping: Shopping kommer meget an på, hvor man skal hen. Men hvis man skal til Turist-land, så kan man lige så godt forvente en masse kina-lort. Og det kan man lige så godt købe på eBay til halvdelen af prisen. Jeg synes det er ærgerligt, at det er blevet en tendens, at der KUN skal være sådan nogle butikker. Vi tog dog til outlet-byer de dage, hvor det var overskyet, og der synes jeg Italien er fantastisk, fordi de har en masse gode mærker, som bliver sat ret meget ned.

Underholdning/oplevelser: Vi var både i Zoologisk have, piratskib, Tivoli og en mindre forlystelsespark. Her vil jeg ikke sige, at det var særlig meget billigere end fx. i Danmark. Men det var sgu stadig sjovt, og helt klart flere af højdepunkterne på ferien.

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.