Hvornår er man god til privatøkonomi?

For noget tid siden talt jeg med en om det med privatøkonomi. Og så sagde hun til mig: “Ja, Mille du er jo bare sådan en der har total styr på økonomien”. Og så blev jeg sådan lidt paf. Fordi sådan ser jeg det ikke selv.

Nu skal det ikke blive sådan noget med falsk beskedenhed, hvor jeg siger, at jeg er dårlig og så kan I andre komme og sige “neeeej, du er altså virkelig sej, Mille”. For det er ikke det, som jeg vil frem til. Det handler mere om noget indeni mig. For det billede som hun havde af mig, stemte tydeligvis ikke overens med mit eget økonomiske selvbillede.

Bevares, jeg synes da det går ok. Jeg har et budget, billige forsikringer, et lille SU-lån men hverken forbrugslån, billån eller kviklån. Jeg træffer nogle gode valg i hverdagen, spiser ofte rester og prøver generelt ikke at leve over evne. Jeg retter min forskudsopgørelse, sender regnskab til tiden til skat, investerer hver måned i aktier og prøver generelt at følge med i det med penge Jamen, er det ikke en der er god til privatøkonomi?

Jo, det kunne man jo godt argumentere for. Men så er der også de gange, hvor jeg køber pizza i stedet for at spise en rugbrødsmad. Køber en bluse “bare fordi den er pæn” eller lukker øjnene for netbank i et par dage, hvor det så lige stikker af.

Så hvornår er man egentlig god til privatøkonomi?

Det er man, når man tager ansvar for den. Så kan det godt være, at man falder i en gang imellem eller bruger sine penge på noget mindre fornuftigt. Men jeg synes ikke en sund og god privatøkonomi handler om, hvordan man kan spare allermest eller bruge færrest penge. Det handler om at være god til at bruge pengene smart. Og man kan stadig være god til privatøkonomi, selvom man falder i engang imellem. For det gør jeg altså også.

Jeg er ikke altid toptjekket og har også flere gange fucket min forskudsopgørelse op. Men det er jo lige meget. Det der gør en sej til privatøkonomi er jo, at man tør prøve. At kaste sig ud i det. Og nogle dage vælge den fornuftige vej. Måske bliver det ikke alle dage, men vi skal altså være bedre til at klappe os selv på skulderene når vi træffer de rigtige valg.

Jeg er i hvert fald selv lidt for god til hele tiden at fokusere på, hvor jeg falder i eller hvor jeg kunne gøre det bedre. Og så ender det jo med sådan et dårligt økonomisk selvbillede, hvor jeg synes jeg er pissedårlig til økonomi. Det er jo dumt, for hvis vi kun dunker os selv i hovedet, så bliver der jo ikke plads til at fejre sejrene –  når det går pissegodt. Ja, du købte en pizza, men kan du huske de tre dage, hvor du faktisk spiste rester? Pissefedt!

Jeg vil i hvert fald øve mig lidt mere på at få sagt til mig selv, at jeg er pissesej til økonomi. Har I gjort noget for nylig med jeres økonomi som I synes var pisssejt, så del endelig jeres historie i kommentarfeltet. Det er altid dejligt med inspiration <3

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.