Fredagsfinans #128 – Fester, gaver og taxature!

Woop, woop! Det er fredag igen. For en gang skyld synes jeg, at ugen er fløjet af sted, og jeg er klar til weekend.

I denne her weekend skal vi til bryllup. Det er jo typisk forbundet med en del udgifter. Som for eksempel det tøj, man skal have på. Jeg har rigtig mange gange genbrugt det fra skabet, men denne gang har jeg købt en ny kjole. Til 330 KRONER! Ja, big spender.

Men mit lille kjolekøb har åbenbart ikke været nok til at sætte sådan rigtig gang i tøjbutikkernes økonomi. Ifølge en undersøgelse er hver fjerde danske tøjbutik i fare for at gå konkurs. Det skriver detailfolk.dk. Ja, sådan en niche-side har jeg været inde på.

Det gode sommervejr har ellers været godt for tøjbutikkerne, som har solgt mere – guess what -sommertøj,. Men det kommer så omvendt til at betyde, at de ikke sælger så meget efterårstøj, fordi vi ikke køber det endnu. Nå, men jeg kan jo heller ikke kun gå og bruge mine penge på nye møbler vel?

Apropos sådan et bryllup, så er det jo også vigtigt at have en gave med. Nu er det jo rimelig straight-forward med ønskeliste og så’n. Jeg plejer altså at holde mig til det, for så ved jeg, at folk bliver glade. Noget som jeg har det sådan lidt mæh over er gavekort. Det kan være meget fedt, hvis man ved, at folk kan bruge det – men ofte går de i glemmebogen, og så finder man dem frem, når de er udløbet. Ifølge en undersøgelse fra Forbrugerrådet TÆNK, så har 4 ud af 10 danskere prøvet at have et gavekort, som de ikke nåede at bruge i tide. Og det anslås, at op imod en halv milliard kroner er forsvundet, fordi vi ikke får brugt gavekort i tide. Så guys, nu må vi lige holde igen med de der gavekort. Nej, det er meget bedre med cool cash.

Nu er det jo også sådan med det bryllup, at vi jo også skal hjem igen. Mig og Jacob er ikke typerne, der går tidligt. Neeej vi skal have det hele med. Også morgensolen. Så da jeg regnede ud, at taxaprisen ville blive det samme som en overnatning med morgenbuffet, så var jeg hurtig at slå til. Og nu er jeg ekstra glad for, at vi valgte overnatning. En ny taxilov gør nemlig, at prisen på en taxatur kan svinge, for nu kan taxaerne nemlig selv vælge, hvad de vil tage for en tur (selvfølgelig med et prisloft sat af staten, de er jo ikke idioter vel?).

Nej, men jeg er da også skidegod til lige at få sat mig ind i taxachaufførens priser klokken lort om natten i en ti-hestes-brandert. Hvis der er noget jeg ikke er om natten, så er det økonomisk bevidst. Derfor er det måske også meget godt, at jeg har booket et hotelværelse. Det er jo meget billigere end hvad jeg ellers kan finde på.

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.