Det skal der ske med pengene fra salget af lejligheden…

Nu kom der endelig lidt oprejsning i salget af vores lejlighed. Det er nu gået igennem med underskrifter og køber har overført pengene til andelsforeningen. Så nu venter vi egentlig bare på, at pengene ruller ind på vores konto.

Og mens vi venter på det, så vil jeg da lige bruge to minutter på at fortælle, hvad vi skal bruge pengene fra salget på. Salgsprisen endte på 1.015.000 kroner, hvilket var lidt over forventning. Jeg troede personligt ikke, at vores lejlighed var i særlig god stand, men det var åbenbart ikke så slemt alligevel, så vi er selvfølgelig ovenud lykkelige. Nu er det jo ikke fordi vi har lån for det samme beløb, så vi kommer da også derfra med en pose penge på lommen. Nærmere betegnet 667.000 kroner.

Hvad skal pengene så bruges på?

Jo, vi har allerede brugt nogle af dem på indskud til den nye lejlighed og så vil vi også sætte lidt af til at købe nye møbler. Men resten har vi besluttet at investere. Oprindeligt var det jo tanken, at vi skulle købe et hus og bruge pengene på udbetalingen, men den drøm har vi skubbet til en del år ud i fremtiden, så derfor “gemmer” vi pengene til den dag. Men altså, pengene bliver jo mindre værd ved at stå på en konto og samle støv i banken (trust me, jeg har tjekket) – så derfor er det planen at investere i nogle EFT’er som er en stor samling af aktier fra hele verden, forskellige brancher etc, så man er sikret bedst muligt. Den jeg pt har med min aktie-opsparing har fx 1.600 aktier i en stor kurv. Og så vil jeg fortsætte med at indbetale 800 kr til kontoen, som vi gør lige nu.

Så det er altså ikke fordi I kommer til at se mig drøne rundt i en fed BMW eller tage tre uger til USA. Rådighedsbeløbet forbliver det samme, møblerne bliver købt på tilbud eller brugt og livet fortsætter som vanligt.

Jeg var faktisk sådan lidt i tvivl om jeg skulle skrive, hvor mange penge vi fik ud af salget. For jeg vil jo ikke virke som en højt-på-strå type, men samtidig vil jeg jo også bare gerne være total ærlig, så I forhåbentlig kan relatere eller forstå nogle af de valg jeg tager. Det er jo lidt svært at sige, at man vil investere overskuddet – jamen snakker vi 50.000 kroner? Eller 500.000 kroner? Der er immerværk stor forskel.

Jeg føler jo ikke selv, at jeg er blevet sådan en med “røven fuld af penge”.  For det har jeg faktisk ikke sådan til daglig. Jeg køber stadig second hand tøj og leder efter møbler på tilbud. De her penge kommer til at være vores sikkerhedsnet, vores billet til en mulig fremtidig drøm, men den skal på ingen måde påvirke vores hverdag. Andet end at jeg selvfølgelig skal ind og tjekke, hvordan det går med aktierne. Men det er jo også rart at have noget at gå op i 🙂

Ville I gøre noget andet, hvis I fik en stor sum penge fra et salg af bolig? Det kunne være sjovt at høre forskellige ideer 🙂

 

5 thoughts on “Det skal der ske med pengene fra salget af lejligheden…

  1. Hej

    Husk at undersøge hvad der skattemæssigt er optimalt at investere i. ETF’er er som reglen lagerbeskattede (kapitalindkomst). Visse danske indeksfonde er realisationsbeskattede. Hvad der er optimalt afhænger bla af om du har positiv eller negativ kapitalindkomst.

    1. Ja, det har vi også haft oppe og vende herhjemme ift. hvad der er bedst. Men bliver lagerbeskatningen ikke sløjfet næste år? Det havde jeg nemlig hørt.

      1. Der er to ting i spil her. Afkast vil stadig blive beskattet efter lagerprincippet, men vil blive regnet som aktieindkomst i stedet for kapitalindkomst. Det er mig uklart om den ændring kommer til også at gælde for akkumulerende ETF’ere. Og så er der jo altså ikke vedtaget noget som helst endnu, så hvem ved hvad det konkret ender med?

  2. Tillykke med at jeres salg er gået igennem!
    Du har jo i teorien ikke flere penge nu end tidligere – før var de bare bundet i mursten, og nu binder du dem i aktier. Så ingen stor bil til dig 😉

    Jeg ville nok gøre som jer, der drømmer om hus. Nu har jeg et hus, så da jeg arvede, blev pengene sat til side til at rejse for, når børnene er lidt større…

    1. Tak Marie 🙂 Det er en meget god anskuelse at man har bundet dem i noget andet, men det stadig er lidt det samme. Det vil jeg prøve at huske. Please sig, at der venter mig en eller anden fed bil i fremtiden? 😛

      Det lyder også dejligt at rejse – vi prøver at prioritere små ture i løbet af året nu her, men drømmer også om at rejse når datteren er en del ældre, hvor vi tager langt væk (hvis jeg får kureret min flyskræk..hehe…)

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.