Fredagsfinans #114

Sidste fredag lå jeg syg, så der udkom fredagsfinans desværre ikke.  MEN, så er det godt, at jeg er på igen i dag. Og hvilken dag – det er jo både fredag og lønningsdag. Elsker seriøst, når de to dage falder sammen.

Der er jo lige pludselig sket en hel del i finanssektoren på det sidste. Man har jo næppe kunne undgå at høre om hvidvask-skandalen hos Danske Bank. Jeg har også gået og tænkt mange tanker om den sag, læst mange artikler med mange forskellige meninger om det. Og været ambivalent, fordi jeg kender nogle virkelig søde mennesker som arbejder i banken, men omvendt synes jeg da også det er total forrykt at sådan noget kan ske.

Og hvem er dem, der bliver tilbudt hjælp til at hvidvaske deres penge? I hvert fald ikke mig. Men igen, jeg har så heller ikke rigtig nogle jyske dollars herhjemme.

Og så gik Thomas Borgen af –  med 10 millioner kroner i hånden. Da jeg blev fyret fra mit job i supermarked som 19-årig fik jeg ikke så meget som en flaske vin – eller det skulle nok have været en Bacardi Breezer dengang. Jeg var ellers virkelig god til mit job.

Men hvis Thomas Borgen nu går rundt og leder efter et job efterfølgende, så kan han glæde sig over, at køen til jobcentret er den korteste i 9 år. Det skriver finans.dk. Nu ved jeg ikke, hvor Borgen bor, men jeg kan som bonusinfo sige, at den laveste ledighed er i Nordsjælland.

Jeg kom sådan efterfølgende også til at tænke på, hvad man så kunne bruge 10 millioner kroner på, og så faldt jeg over en artikel hos tv2.dk, hvor en lottorådgiver (I shit you not) fortæller, hvad han oplever, at de heldige lotto-millionærer bruger deres penge på. Ofte er det en lækker bil eller rejse. Men faktisk, så kan man også være mere sparsommelig og i stedet udbetale 200.000 kroner til sig selv de næste 50 kr.

Så hvis du nu overvejer at spille på den store gevinst i weekenden, så kan jeg fortælle, at Klasselotteriet er det lotteri med største chance for at vinde, mens sandsynligheden for at vinde Eurojackpot er 1 til 95.344.200. Det skriver tv2.dk. Såeeh deeet…..Man kan også bare gøre ligesom Homer Simpson og tage til Vegas. Siger det bare.

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.