Sådan gik min første fødsel og status på den næste

I dag har jeg været til mit næstsidste besøg hos jordemoderen, og det var ikke ligefrem opløftende nyheder. I sidste graviditet døjede jeg med bækkeløsning og plukkeveer, og var nærmest sengeliggende de sidste fire uger, og det ser da heller ikke ud til, at jeg slipper denne her gang.

Jeg har allerede fået bækkeløsning for et par uger siden og kvalmen har stået på siden før jeg testede positivt, men nu har plukkeveerne også taget til. Så jeg er beordret mere hvile.

Og for at ventetiden går op i onlineshopping på computeren, så prøver jeg at holde mig lidt beskæftiget fra sengen. Blandet andet ved at tænke lidt tilbage på sidste fødsel – og hvordan denne her skal forløbe. Den er nemlig allerede bestilt og planlagt.

3 uger før termin

Med Malou var jeg SÅ klar på at føde – sådan cirka tre uger før termin. Jeg havde bækkeløsning, kastede op hele tiden, vand i hele kroppen og plukkeveer all the freaking time. Jordemoderen snakkede ved hvert besøg om igangsættelse, fordi jeg havde det så dårligt, og det bare blev værre.

På selve dagen 

Da jeg var gået to dage over tid fik jeg nok. Men jeg ville helst selv starte fødslen i stedet for, at de gjorde det på hospitalet med medicin. Det havde jeg ikke hørt så godt om fra andre. Jacob og jeg gik derfor en lang tur op af nogle bakker om formiddagen, og så gik Jacob ellers i gang med at lave akupressur på mig da vi kom hjem. Sådan noget smertefuldt noget, hvor man kan sætte veer i gang ved at trykke hårdt bestemte steder på kroppen.

20 minutter senere…..

Og shit det var effektivt. 20 minutter efter gik mit vand. Ikke sådan diskret, men i en kæmpe skylle. Min mor havde ellers sagt, at sådan noget skulle man ikke være bange for skete – det var jo kun på film! Men mit vand gik Hollywood-moviestyle, og jeg sprang op fra vores pissedyre Bolia-sofa, for den skulle satme ikke ødelægges!

Jeg fik ringet til fødeafdelingen og sagde, at vandet var gået – det er sådan noget de skal vide i forhold til, hvor længe man må være i fødsel – og de sagde, at jeg bare skulle starte derhjemme og komme ind senere når veerne tog til. Så jeg satte mig til rette i sofaen og sad og strikkede mellem veerne. Jeg husker, at det faktisk var helt roligt og afslappet, og den der strikkjole skulle jo være færdig til når Malou kom. Virkelig mærkelige prioriteter at have i sådan en situation. Selv Jacob havde overskud nok til at tage telefonen, da en af hans venner ringede for at høre om jeg havde født endnu. “Nej, men hun har faktisk en ve lige nu!” fortalte han mens jeg småskreg en lille smule i baggrunden.

Og noget som de altså ikke fortæller i Hollywood-film er, at når vandet er gået, så bliver det sgu ved med at løbe. Jeg troede bare det ville være et plask og så veer derfra. Men nej, man bliver ved med at lække.

Ved 18-tiden kom min mor med sandwich og smoothies – veerne var i gang, men ikke noget jeg ikke kunne holde ud. Pludselig kom der en skylle mere, og jeg gik på toilettet for igen-igen at skifte bind. Jeg opdagede, at det hele var grønt. Som i mos-grønt. Egentlig gik jeg ikke i panik, men tænkte, at jeg liiige måtte høre fødeafdelingen.

De sagde, at jeg skulle skynde mig derud – ja, ja det skal nok gå tænkte jeg. På vej derud sagde jeg i bilen, at bare det ikke endte i kejsersnit, så skulle det nok gå.

Vi kom ind på en fødestue, og det første jordemoderen gør er at give mig bælte på, så de kan lytte til Malou, og så skal hun lige scanne for en sikkerheds skyld. Scanneren bliver sat på mit højre ribben og på skærmen toner et kæmpe babyhoved frem. Jeg stirrer lidt i chok, for skulle hovedet ikke være nedad? Hvorfor har ingen opdaget det?

Jeg begynder at græde, fordi jeg tænker at med grønt fostervand og en baby der vender forkert, så var vi sgu nok på vej mod et akut kejsersnit. Jordemoderen når da også lige at kigge på mig og sige “Ja…så vi bliver nok nødt til at overveje et kejsersnit nu her, for baby er stresset derinde og ligger forkert”.

Jeg skal ikke have et kejsersnit

Det første jeg siger er, at jeg ikke skal have et akut kejsersnit.

Det kommer simpelthen ikke til at ske. Og sekundet efter står en kirurg og alle mulige mennesker derinde for at snakke mig igennem det. Men jeg går fuldstændig i sort. Det var det eneste jeg ikke ville, og jeg kan slet ikke forene mig med tanken om en operation, og jeg ryster over det hele. Men der er ingen vej udenom, og jeg bliver kørt på operationsbordet efter at have fået noget beroligende.


Jeg husker selve kejsersnittet i små bidder, men ikke i den fulde længde. Jeg var vågen, men på en måde var jeg der ikke rigtig. Jeg husker, at mit blodtryk pludselig falder, og jeg besvimer, men er hurtigt tilbage igen og lige pludselig er der en som siger “Nu kan far godt kigge” og så kommer der en baby svævende over det grønne klæde. Det var så surrealistisk og forvirrende for vi var jo lige kommet ind på operationsstuen – og pludselig glemmer jeg alt om mig. Jacob løber hen til Malou og er ved hende, mens de tjekker hende igennem, og jeg kigger fra afstand. Efter hvad jeg tror er en time (men senere har fået forklaret er omkring 10 minutters tid) så kommer hun over og ligger på mig.

Og så siger jeg til kirurgen: “Så kan vi godt komme ud herfra. Hun er ok”.

De griner bag klædet og siger: “Mille, jeg tror lige vi skal sy dig sammen først”. Så den mindre detalje måtte vi lige vente på. 

På vej ud fra operationsstuen siger portøren tilykke og spørger: “Hvad skal hun så hedde?”

Jeg svarer stolt: “Hun skal hedde Malou”.

“Nå”, siger han, “Er det ikke ligesom bjørnen i Junglebogen?”

“Nej, ikke Balou, men Malou”.

På opvågningen bliver jeg ved med at ryste og får et udslæt som følge af bedøvelsen, og det var svært at holde Malou. Jeg er stadig mega forvirret over, at det hele skete så hurtigt fra vi kom ind til, at hun pludselig er der. Jeg synes dog, at personalet var super gode til at håndtere det hele, og når man tænker på, hvor bange jeg var for et kejsersnit, så gjorde de rigtig meget for at hjælpe mig igennem det.

Det var især guld værd at have en jordemoder med, som insisterede på at tage en masse billeder til os, så jeg kunne kigge det igennem bagefter og opleve det, nu hvor jeg ikke følte at jeg var rigtig med under kejsersnittet.

Hvad skal der så ske i denne her fødsel?

Denne gang skal jeg have planlagt kejsersnit. Hvilket egentlig er lidt vildt, når man tænker på, at jeg virkelig ikke ville have det til at starte med. Men med de komplikationer vi har haft med alle hjertescanninger af baby, mit helbred og at den sidste fødsel endte i akut kejsersnit hvilket øger risikoen anden gang, så har vi i samråd med lægen planlagt kejsersnit denne her gang. Det er super underligt sådan at sidde og booke en dag, ligesom når man skal til tandlægen

“Er kl 10 fint?” – det spurgte fødselslægen seriøst om, da hun bookede tiden. Som om jeg skulle noget andet den dag også. Datoen holder vi dog stadig for os selv. Dels fordi det kan blive udskudt på dagen hvis de har mange akutte operationer, og så har man en masse mennesker der skriver og spørger om man har født – men også fordi jeg gerne vil have et lille element af spænding og overraskelse. At det kun er os og familien der kender dagen. Og så lægger de jo også planlagt kejsersnit meget tæt på ens terminsdato, så jeg kan jo stadig gå i fødsel før det planlagte kejsersnit og så bliver det alligevel en anden dato. Og hvis baby er bare lige så stædig som sin søster, så vælger han helt sikkert sin egen dag at komme på. Som om jeg får lov til at planlægge det 🙂 

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.