Så mange penge har jeg brugt på ventetøj

Fødslen nærmer sig om små to ugers tid, og jeg går egentlig bare i ventemode herhjemme. Jeg er træt af at være så stor og ventetøjet er efterhånden ved at blive lidt fnulret og hullet efter lang tids strækken over mit store korpus.

Jeg har med vilje prøvet at begrænse mig super meget med at købe ventetøj, fordi man skal bruge det så kort tid, og så er guleroden at jeg efter fødslen kan købe lidt nyt pænt tøj til mig selv. Så nu har jeg brugt ventetiden på at opgøre, hvor mange penge jeg fik brugt på ventetøj.

Men hvordan undgår man så at købe for meget ventetøj?


Det kommer selvfølgelig an på, hvem man er og hvad der fx. kræves af dresscode på ens arbejde, så jeg kan kun tale ud fra egne erfaringer med, hvordan jeg har kunne strække brugen af alm. tøj.

TIP 1: I stedet for at købe decideret ventetøj, så køber jeg ofte alm. basistøj med stretch – og måske nummeret større end jeg normalt bruger. Så kan man hurtigt bare tage et par leggings på, en top og en cardigan udover. Det er også tøj, som er nemt at have på i barslen – trust me, der skal det også bare være max comfy.

 

Så man kan komme langt med almindelige basistoppe, basisleggings og forskellige cardigans (jeg har både i strik, bomuld, satin etc. til forskellige årstider). 

TIP 2: Lad være med at købe deciderede graviditetstrusser. De koster ofte omkring 150 kr stk, og man kan lige så nemt købe et par maxitrusser i Bilka til 15 kr stk. på tilbud – jeg købte dem 4-5 numre større end jeg normalt er, så passer de helt fint om maven. BONUS-INFO: Hvis man ligesom mig ender med et akut kejsersnit eller skal have planlagt kejsersnit, så er det også guld værd at have et par store trusser som går op over arret. 

Hvor køber jeg ventetøj?

Jeg forsøger som ofte at finde ventetøjet brugt. Dels fordi det ofte er i super god stand (det er jo ikke blevet brugt særlig meget), og så er der virkelig mange penge at spare. Og hvis jeg ikke kan finde det brugt, så på tilbud.

Jeg fik købt det meste på enten Reshopper eller i Børneloppen i Valby, men jeg måtte dog købe en vinterjakke fra ny, fordi jeg ikke kunne finde en varm nok second hand. Til gengæld havde jeg en rabatkode og kunne få procenter – og så kan man også bruge den uden graviditets-delen, så jeg kan bruge den igen næste vinter.

Der findes også grupper på Facebook, hvor man kan købe ventetøj – det har jeg dog ikke selv prøvet men har hørt gode oplevelser fra andre gravide.

Hvilke mærker er bedst/værst?

Bedst: Boob (som også er et lidt dyrere mærke) men er bare smørblødt og sidder flot. Jeg køber det dog brugt. Ofte kan man finde det til gode priser – jeg købte fx. en top til 40 (nypris 349 kr) og så er jeg vild med Mamalicious og Carriwells basisleggings, som jeg også fandt brugt (standen var meget tæt på ny) til 50 kr (nypris 249 kr)

Værst: Jeg må indrømme, at H&M virkelig ikke er en vinder for mig. Jeg synes hurtigt deres tøj mister pasform og bliver slidt/stift i kvaliteten – og så passer det bare ikke til min gravide form. 

Det har jeg købt  

Carriwell basisleggings 50 kr (nypris 249 kr)

Carriwell basisleggings 200 kr (nypris 249 kr)

Boob leopard top 40 kr (nypris 349 kr)

2 par maxitrusser 30 kr

BH 200 kr

Ventejakke 800 kr (nypris 1.000 kr)

Julekjole 150 kr (kan også bruges næste år som alm. kjole)

Havde i forvejen fra sidste graviditet: Et par løse ventebukser, 2 stk. sorte toppe, 2 par maxitrusser, 1 graviditets-forårsjakke

Fik i gave: 1 top og 3 bluser

Så alt i alt brugte jeg:

1.470 kr.

Hvis ikke jeg havde været gravid om vinteren, så havde det været meget billigere, fordi jeg ikke skulle købe en vinterjakke. Det var simpelthen umuligt at opdrive en varm dunjakke, for alle dem jeg fandt i min størrelse second hand var tynde uld-jakker. Så det har også noget at sige mht. til budgettet, hvornår på året man er gravid. Men ellers så håber jeg mine køb kan inspirere til en lidt billigere ventetøjs-garderobe. Vi er jo alle forskellige med forskellige graviditetsmaver, påklædning – og jeg er jo langt hen af vejen hjulpet af at jeg i forvejen går i ret loose tøj, men det er i hvert fald en post her i baby-ræset, hvor der er penge at spare, hvis man spørger mig. 

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.