Jeg fylder snart 30 år! Status over livet og økonomien so far

Om små tre måneder fylder jeg rundt. Det store 3-0. Så er man rigtig voksen ik? Eller det er i hvert fald, hvad jeg har hørt.

Men jeg har nok egentlig følt mig meget voksen i rigtig mange år. Jeg fik Malou et par dage efter jeg lige har fyldt 25, og børn gør jo noget ved en. Det tvinger en til at begynde at prioritere anderledes. Mere ansvarligt. For der skal jo tænkes flyverdragter, vintersko, bleer og daginstitution ind, når man har børn. Man kan ikke bare klatte det hele væk på en fed bytur. Jeg bruger fx. gerne 800 kr på et par fodformede-sko til Malou, så hendes fødder ikke bliver ødelagte, mens jeg selv render rundt i et par udtrådte Nike-sko, som jeg købte for 2,5 år siden.

Og med status her i det allersidste af mine tyvere er jeg jo nok ret voksen. Med to børn, stationcar, aktieopsparing, dyr husleje og kør-selv ferie til Italien, så bliver det ikke mere voksent. Det er nok også derfor jeg stadig går med cap, drikker Monster Energidrik og hører Suspekt, når jeg går tur med barnevognen. For at være lidt på tværs.

Som barn blev jeg hurtig voksen. Jeg har levet en del på hospitaler og set ting, som ikke er for børn. Det var blandt andet også derfor vi brugte 4.500 kr på en blodprøve, da vi ventede Mikkel.

Jeg flyttede hjemmefra den dag jeg fyldte 18 år, og de sidste 10-12 år har været præget af sygdom, kaos, død, stress – ja alt det der “what doesn’t kill you, makes you stronger”.

Men når man står i kaos i mange år, så prioriterer man sjældent at stoppe op og nyde. At trække vejret. Det er bare fremad – fremad mod bedre tider.

Så på en måde føler jeg, at jeg er utrolig gammel (på livet), men samtidig føler jeg mig også utrolig ung – fordi jeg ikke har levet en ungdom. Jo, jeg fik da studenterhuen på efter min far året før var ved at dø af en blodprop i hjernen, men kun fordi jeg var oppe i fuld pensum som selvstuderende med 70 procents fravær – og ja, jeg var fysisk med i studentervognen, men jeg var der ikke.

Og mens mange brugte deres penge på at rejse ud og se verden, så brugte jeg mine på at se ind i min sjæl. Der er i hvert fald en psykolog eller to, som har kunne købe et ekstra sommerhus på grund af min krøllede hjerne. Og da jeg 1,5 år efter startede på Journalisthøjskolen havde jeg fået mere mod på livet. Men da min far døde 4 måneder inde i studiet, så handlede det kun om at møde op. Jeg levede ikke. Jeg overlevede.

Hver anden weekend tog jeg hjem til København. For at være tæt på min mand, min mor og min lillebror. Jeg var ikke med til alle aktiviteterne efter skole, og det betaler jeg for i dag. Jeg har ikke nogle tætte relationer fra min studietid – for jeg var der simpelthen ikke. I hvert fald ikke mentalt.

Undervejs gik jeg selvfølgelig ned med stress. På sådan en måde, hvor jeg faktisk blev indlagt på Riget og besvimede så mit hjerte stoppede i få sekunder. Og jeg siger selvfølgelig, fordi hvem ville ikke gøre det når man befinder sig i en livskrise? Mit holdepunkt i detblev Jacob. Han holdt min hånd. Han greb mig, når jeg faldt. Og derfor giftede vi os. I en alder af 23 år. Alle synes det var MEGET tidligt, men når ens sjæl er 100 år, så er det faktisk sent.

Året efter fik vi Malou og det blev mit turning point. Hun tvang mig til at smile. Til at grine. Det gør hun for øvrigt stadig.

Jeg begyndte at få lyst til at gøre noget ved de ting der gjorde ondt. Min krop, min økonomi, mit fokus, mine relationer. Men så blev jeg selvfølgelig ramt af en gigt-hammer. Som jeg stadig kæmper med. Det hjælper, at jeg er begyndt at få medicin for det, men der er stadig dage, som bare er lort. Sådan er det. Jeg synes især det er svært, når Jacob skal bære alle tingene eller skifte babys ble når vi er ude, fordi jeg har ondt. Fordi jeg ikke vil virke doven.

Men hvis man skal komme med sådan en status over de sidste ti år, så kan jeg mærke et skift i mig selv. Kaosset er ikke blevet mindre – de dårlige ting regner stadig ned over mig, og jeg tænker nogle gange over, hvad jeg betaler for at have gjort i et andet liv – men jeg har lært at være i det. Ikke at shoppe mine smerter væk eller give en fucks for økonomien. For hvis man bliver ved med at vente på bedre tider, så går kontoen tom inden da. Jeg har ikke længere brug for at købe alt muligt – jeg prøver at finde lykken inde i mig selv. Eller i en kop kaffe på altanen. Eller i et kram fra min datter.

Jeg øver mig stadig på at blive bedre til madplaner og ikke lade det hele sejle, hver gang lortet rammer. Men overall, så ER der sket noget på 10 år. Jeg har stadig haft det svært med pludselig at være ledig og på barsel nu her. Det var ikke i mine 30års-jeg-er-super-succesfuld-planer, MEN samtidig har jeg også min egen lille side-geschæft, hvor jeg holder foredrag om økonomi for unge og så har jeg været med til at udgive en bog om digital kommunikation. Det havde jeg aldrig troet som 20-årig, at jeg ville kunne præstere. Ja, jeg ved ikke engang om jeg var sikker på at blive færdig med min uddannelse.

OG det må man også holde fast i. At man har rykket sig. At få det bedre med sig selv – og navnligt også sin økonomi er en supertanker der skal vendes. Det kan ikke gøres med et budgetplanlægning i Luksusfælden inden reklamerne kommer på. Nej, det er et helt mindset, der skal ændres. Man skal have fat i nogle gamle dårlige adfærdsmønstre og arbejde med dem. Flere gange. Hele tiden.

Men jeg tror på, at man kan komme ud på den anden side. Det er også derfor jeg har truffet en sidste dårlig økonomisk beslutning i mine 20ere. Jeg er i gang med at planlægge en stor fest for mig selv. 5 uger efter vi har holdt barnedåb.

Kunne man have slået festerne sammen og sparet pengene? Muligvis.

Kunne jeg have holdt en lille fest for familien? Muligvis.

Men jeg har brug for en stor fanfare. Jeg har brug for en markering mellem fortiden og fremtiden, og nu er jeg fra Amager, så der er det jo Go big or Go home. Det er sådan vi ruller.

Og hvis der er noget jeg har lært af mine tyvere, så er det, at man ikke skal være bange for at bruge sine penge. Men man skal bruge dem på det, der giver en værdi i livet. Og det vil en kæmpefest (på budget naturligvis!) helt sikkert gøre.

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.