Gæst til fest på budget

Nytårsaften er lige om hjørnet. Jeg har allerede givet gode tips til, hvordan du holder fest på budget, så derfor giver jeg lige et par tips til, hvordan du kan spare på budgettet, når du er gæst.

Selvom du ikke er den, der skal holde nytårsaften – eller en anden fest for den sags skyld – så kan det stadig blive en dyr affære at skulle have nyt lækkert tøj, blomsterbuket med eller andet gøjl. Derfor:

TIPS TIL AT VÆRE GÆST PÅ BUDGET
  1. Lad være med at købe nyt festtøj. Overvej om det virkelig er nødvendigt eller du faktisk har en kjole/skjorte i skabet, som egentlig er super fed. Festtøj er noget af det, vi bruger allermindst og derfor har det en lang levetid – og helt ærligt, ingen kan huske, hvad du havde på sidste år.
  2. Kreativ værtindebuket. En flot blomsterbuket kan snildt koste 150 kroner hos den lokale blomsterhandler, og det kan være virkelig mange penge i budgettet. Hvis du ikke har lyst til at komme tomhændet, så køb et bundt roser i det nærmeste supermarked. Hvis det er lige før lukketid, så kan du være heldig, at de nogle gange er sat ned til 10-15 kroner. Pak roserne ud af standardindpakningen, og bind dem selv med et bånd. Og så et lille trick; hav altid en pakke silkepapir liggende derhjemme. Det koster seriøst 7-8 kroner i Søstrene Grene, men hvis du lige smider sådan et stykke rundt om roserne – så ligner det en million, men har max kostet dig 25-30 kroner i alt.
  3. BYOB. Hvis festen er “bring your own booze”, så har du faktisk mulighed for at spare en del penge. Se om du kan alliere dig med en af de andre gæster, så I splejser om vin, sprut og øl. Det kan ofte betale sig, da man måske ikke drikker en hel flaske hvidvin og rødvin alene. Okay jeg gør, men det kunne jo være, at I ikke gjorde. Hold desuden øje med tilbudsavisen ugen op til festen. Det er virkelig dyrt at ramme en kiosk et kvarter før kampstart, hvor du nogle gange betaler en 50’er mere for flasken.
  4. Drop impulskøb. Det her er en af mine klassiskere. Man står på festdagen, og tøjet sidder ikke lige som det skal eller man er bare virkelig uinspireret over sit udvalg af øjenskygger. Ja, det sker! Det er her, det kan blive farligt, hvis man lige smutter i storcentret og bum, så har du brugt 300 kroner som du ikke lige havde regnet med. Arbejd med det du har derhjemme, og hvis festen er god, så har du glemt alt om det senere på aftenen. Jeg har aldrig gået fra en fest og tænkt; det var verdens fedeste fest, fordi jeg havde ny øjenskygge på.
  5. Undgå penge på gøjl. Hvis du skal ud nytårsaften, så lad være med at bruge penge på fyrværkeri. Ja, det er flot i to sekunder, men skal du passe på budgettet, så er det en god ide at lade være. Det er bogstaveligt talt penge, der går op i røg.
  6. Del turen hjem. Taxaturen hjem fra en fest kan virkelig være en af de grimme udskrivninger. Jeg er personligt ikke så vild med den offentlige transport om natten, da jeg skal gå et langt stykke i mørke fra stationen, så jeg budgetterer altid med en taxatur, men jeg splitter den ofte med andre, der skal samme vej. Hvis man bare er tre der skal samme vej, så kan det gøre en stor forskel på om du skal betale 100 kroner eller 300 kroner. Et tip er dog; lad være med at hive din ven væk fra dansegulvet, hvis du gerne vil hjem.
  7. Dagen derpå. Det her er faktisk en overraskende stor udskrivning, for når man har lyst til cola, pizza og blandselvslik, så kan det meget hurtigt løbe op i et par hundrede kroner. Vær lidt forudseende omkring dine tømmermænd og gør klar med frysepizza, sodavand, chips og slik købt på tilbud i supermarkedet. Det kan du snildt handle ind for under 100 kroner, og så er der alligevel sparet et par hundrede kroner.